Kæmpebøde til polsk vognmand: Chauffører overtrådte lang række regler

En chauffør fik frakendt førerretten, mens polsk vognmand måtte betale en stor bøde, efter en lastbil blev stoppet i Nordjylland.

Et polsk vognmandsfirma måtte lørdag morgen betale et klækkeligt beløb, efter firmaets chauffører havde overtrådt en lang række regler.

Chaufførerne, der kørte i en polsk lastbil, blev fredag stoppet af Nordjyllands Politi, som kunne konstatere, at flere regler altså ikke var overholdt.

Først og fremmest er de to chauffører fra Ukraine, som ikke er et EU-land, og derfor skal de have en førerattest - men det havde ingen af dem. De havde heller ikke anvendt et førerkort til at registrere, hvem der havde kørt lastbilen, som man ellers skal, ligesom 24-timers-reglen også var overtrådt. Oveni det havde de heller ikke betalt en vejbenyttelsesafgift.

Det oplyser Claus Piil, der er politiassistent ved Nordjyllands Politis Tungvognssektion.

Den polske lastbil blev beslaglagt, og de mange overtrædelser løber i alt op i 107.500 kroner.

Den polske vognmand ankom lørdag morgen for at betale sin andel af bøden.

Der er tale om et lille polsk vognmandsfirma, som har seks lastbiler.


Seneste nyt

fra Nordjylland