Kæmper med indeklimaet: Kommunale medarbejdere opfordres til hjemmearbejde
Foto: TV2 Nord
Allerede et godt stykke tid før sommerferien stod det klart, at der var problemer med indeklimaet i Uddannelseshuset i Aalborg Kommune.
Flere af de 130 medarbejdere har nemlig oplevet gener, der kunne tyde på, at der var skimmelsvamp i bygningerne.
Har du et godt tip?
Denne historie er blevet til på baggrund af et tip fra en bruger.
Hvis du har en historie, du synes, vi skal kigge nærmere på, så klik herunder og send en mail til redaktionen.
- Vi har fået foretaget en række undersøgelser - rigtig mange faktisk - men desværre er der ikke nogen rygende pistol. Der er ikke noget, der tyder på skimmelsvamp, og det ville jo være skønnere, hvis vi vidste, hvad det var, fortæller Finn Karstenskov, der er arbejdsmiljøansvarlig i Job og Uddannelse ved Aalborg Kommune.
Hvad er Uddannelseshuset?
Uddannelseshuset er en del af Jobcenter Aalborg, hvor det er ledige i alderen 18-30 år, der er fokus på.
De 130 medarbejdere består af socialrådgivere, virksomhedskonsulenter, psykologer og andre administrative medarbejdere.
Medarbejderne har af og til møder med borgere, men de kan oftes klares digitalt. Ellers fortsætter de fysiske møder på Uddannelseshuset som normalt.
Ændrede arbejdsgange
Næste skridt i processen for at finde ud af, hvad der er skyld i det dårlige indeklima, er, at udvælge kontorer, hvor der skal foretages yderligere og mere intensive tests. Den del betaler udlejeren, AOF Aalborg for.
Samtidig er man nået frem til en midlertidig løsning for at skåne kommunens medarbejdere.
- Vi har i forvejen en god del, der jævnligt arbejder hjemmefra, og derfor har vi sagt, at dem der vil, kan arbejde mest muligt hjemmefra. Så vi gør, hvad vi kan for at minimere generne, forklarer Finn Karstenskov, der desuden tilføjer:
- Vi har også tilbudt at flytte medarbejdere til en anden bygning.
Selvom han er træt af situationen, som han kalder "godt gammeldags træls", er han glad for, at der er et konstruktivt samarbejde mellem ledelsen, medarbejdere og udlejeren.
- Det er en fælles opgave, og vi har alle en interesse i at finde løsninger, så det er det, vi prøvede at gøre på bedst mulig måde.