Kan præstationerne blive bedre? Nyt samarbejde skal optimere AaB-spillerne
Et nyt samarbejde udenfor banen skal gøre præstationerne på banen endnu bedre.
Juleferien melder sin ankomst hos AaB-spillerne efter en halvsæson, hvor der er blevet høstet point til, at holdet lige nu ligger på en andenplads i NordicBet Ligaen.
Den oprykningsgivende placering skal bevares i forårssæsonen, og den mission har betydet, at AaB har indledt et nyt samarbejde med Aalborg Universitet.
Samarbejdet betyder, at Rogerio Pessoto Hirata, som er lektor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, i disse dage har AaB-spillerne inde til en række forskellige tests.
- Vi har det dyre udstyr her, som kan måle lige så godt som det bedste ude i verden. Så det kan ikke blive bedre, siger Rogerio Pessoto Hirata.
VIDEO: Se hele indslaget herunder:
Individuelle profiler
Det er blandt andet laktat-målinger og springkraft, der bliver undersøgt. Normalt laver AaB selv nogle af de samme målinger hjemme på træningsanlægget, men på universitetet gør topmoderne udstyr og specialist-viden, at målingerne bliver endnu mere præcise og kan bruges endnu bedre.
- Vi kigger på data, og så kommer vi til at tage et fingerprint for hver af spillerne. Hvad han har brug for, og hvad han ikke er så god til?, siger Rogerio Pessoto Hirata.
Javier Agenjo er fysisk træner og står normalt for de fysiske tests i AaB. Han ser også fordele i samarbejdet med universitetet.
- Ideen er at lave en individuel profil af hver spiller, om hvad de mangler. Vi kan blive mere detaljerede omkring, hvad de hver især mangler, siger han.
- De plejer for eksempel at lave hoppetesten, men nu er den her trædeplatform, som er mere præcis, lyder det fra spanieren med henvisning til udstyret.
Dermed er det planen, at de individuelle træningsprogrammer bliver endnu mere detaljerede, end de har været de seneste år. Alt sammen noget der skal komme spillerne til gavn forud mod den kommende halvsæson.