Kaneltradition går over gevind

Det er blevet en tradition, at unge får kanel, når de fylder 25 år. Og det går ofte vildt for sig, når vennerne overrasker fødselaren.

Daniel Ajineh er kommet på højkant igen efter sin 25-års fødselsdag, men det var hårdt for den selvstændige skiltemager at fylde år. En nyere tradition foreskriver, at ugifte unge skal have kanel, når de runder det kvarte århundrede, og denne gang var turen kommet til Daniel Ajineh.

- Jeg er en del af en meget aggressiv venneflok, som har en tendens til at gå over gevind, og det må man også sige, at det gjorde. Jeg har set værre, men det gik jo sindssygt, siger Daniel Ajineh.

Faktisk gik det så hårdt for sig, da Daniel på sin fødselsdag fik kanel på gaden i Nørresundby, at en bekymret borger meldte episoden til politiet, som rykkede ud med fire vogne. Da betjentene kom frem gik det dog hurtigt op for dem, at det ikke var et masseslagsmål, men en fødselsdagsfest, de var kommet ud til.

- Jeg spurgte, om de ville have en krammer, fordi jeg var helt snasket til. De synes, det var helt fint. Det er bare en tradition, og der var ingen ting i det, fortæller Daniel Ajineh.

Kaneltraditionen menes at være opstået i Thy for omkring 50 år siden, og inden for de seneste år har den særprægede fejring bredt sig til hele landet.

- Ideen er jo god nok. Det er en fin tradition, men det går simpelthen for meget over gevind, når folk bliver hængt op på kors og får hældt fem kilo kanel ud over sig. Det er lige i overkanten, siger Kristoffer Krogh, som har set nogle af de mange kanel-videoer, der florerer på internettet.

Det er efterhånden ikke noget særsyn, at det går hårdt for sig, når 25-års fødselarerne bliver overdænget med kanel. Opfindsomheden blandt kanelgiverne er stor, og både mængden af kanel og hårdhedsgraden i måden, det bliver givet på, er stigende.

- Det er fint med traditioner, men jeg synes det tager overhånd. Der går nærmest ikke en uge uden, at man kan se det op og ned og over det hele, og jeg synes, det er noget værre svineri, siger Tore Knakkergård.

- Det er en fin tradition, men det skal bare lade være med at gå over gevind, og det gør det meget tit, siger Karoline Marie Kjær Nielsen.

Selvom Daniel Ajineh nu har mærket kaneltraditionen på egen krop, så har kanelorgiet ikke skræmt ham. Han er klar til at holde fortsætte traditionen.

- Jeg synes, det er pissefedt. Det er en grineren tradition, og jeg glæder mig til, at mine kammerater, som gav mig en tur, fylder 25, fordi så kan jeg love dig for, at de bliver smadret, siger Daniel Ajineh.


Seneste nyt

fra Nordjylland