AaBs Kasper Pedersen stod for træningskampens ene mål. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Kasper Pedersen sikrer AaB-sejr i Tyrkiet

Det nordjyske Superliga-mandskab kørte en sikker sejr hjem mod ukrainske Desna.

Bare fire minutter gik der, før Kasper Pedersen med hovedet scorede til 1-0 efter oplæg af Kasper Kusk i dagens træningskamp mod det ukrainske hold Desna, der ligger på en sjetteplads i den hjemlige liga. 

Derefter var der kun få chancer i opgøret, som AaB sad solidt på. Jacob Rinne i AaB-målet måtte dog en enkelt gang efter pausen redde kastanierne ud af ilden, ellers var opgøret relativt udramatisk. 

AaB er på træningslejr i Tyrkiet op til sæsonstarten i den danske Superliga, og i den næste testkamp møder AaB det polske hold Slask Wroclaw. 

Matchfacts – testkamp på Papillon Fotbol Center i Belek
AaB-Desna  1-0 (1-0)
4. min 1-0 Kasper Pedersen.

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Kasper Pedersen, Jakob Blåbjerg, Philipp Ochs, Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Magnus Christensen, Frederik Børsting, Lucas Andersen (46: Kasper Risgård), Tom van Weert.

Kilde: Aabsport.dk