Kastetvej spærret i flere timer: Mand anholdt for muligt overfald
Nordjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 5.28.
Søndag morgen omkring klokken 6 var Nordjyllands Politi til stede ved Kastetvej i Aalborg med både hundepatrulje og indsatsleder.
Vejen var spærret i nogle timer, men var dog åben igen, da klokken var 8.40. Det var området ved togstationen, der var spærret af politiet.
- Vi fik en anmeldelse om et muligt overfald klokken 05.28, hvor anmelderen havde hørt noget råben og skrigen ved stationen, fortæller vagtchef Lau Larsen til TV2 Nord.
Nordjyllands politi havde flere patruljer i området, og en af patruljerne fandt den pågældende kvinde.
- Vi træffer kvinden, som manden har grebet fat i, og hun har et godt signalement. Dog er hun er noget påvirket af af alkohol, og derfor bliver sagen behandlet som en "Worst Case Scenario". Samtidig var vi nødt til at spærre vejen, da vi skulle have udfundet et sted, hvor episoden skulle være foregået, forklarer vagtchefen.
En anden patrulje finder en mand i området.
- Manden blev anholdt, da han passede på kvindens signalement af personen. Der er ikke tegn på noget seksuelt eller i den henseende, men vi skal have ham afhørt, og undersøger selvfølgelig alt det, vi skal, pointerer Lau Larsen.
Vagtchefen oplyser desuden, at der ikke vil være et grundlovsforhør søndag.