Aktivister har lænket sig fast til porten ved Aalborg Portland

Demonstranter fra hele landet er samlet foran Aalborg Portland, hvor de demonstrerer mod virksomhedens udledning af drivhusgasser.

30 demonstranter er fredag formiddag mødt op foran Aalborg Portland, hvor de demonstrerer mod virksomhedens udledning af CO2. Demonstranterne er en del af gruppen Extinction Rebellion, der arrangerer klimademonstrationer og aktioner i hele landet.

- Vi bliver nødt til at presse på for at komme i gang med den grønne omstilling, som er så kritisk i den her tid, siger Sylvester Houstrup Langvad, der er talsperson for aktionen ved Aalborg Portland.

Aalborg Portland er den virksomhed i Danmark, der udleder mest CO2. I alt udgør virksomhedens udledning fire procent af Danmarks samlede udledning.

- Vi demonstrerer mod det, der er klimasvineri. Det er helt vildt, at en så lille industri kan udlede så meget. Det er vigtigt, at vi bliver ved med at skubbe på og tage diskussionerne, siger Sylvester Houstrup Langvad.

Beredt med voksenble

Demonstranterne har fredag blokeret hovedindgangen til Aalborg Portland, og flere af dem har lænket sig selv fast til porten, der åbner ind til cementfabrikken. Her er de klar til at sidde mange timer endnu.

- Jeg har taget voksenble på, så hvis jeg skal tisse, så behøver jeg ikke at gå et andet sted hen og sætte mig. Jeg kan ikke acceptere den fremtid, vi går i møde lige nu, så jeg vil gerne gøre noget, der kan ændre noget og få flere til at sige fra over for for eksempel Aalborg Portland, siger Sophia Amalie fra Aalborg, der ikke ønsker at oplyse om sit efternavn.

Sophia Amalie fra Aalborg demonstrerer ved Aalborg Portland.
Sophia Amalie fra Aalborg demonstrerer ved Aalborg Portland.
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord

- Jeg har vand og mad med, og jeg har dejlige folk omkring mig, som fodrer mig med snacks og sørger for, at jeg har det godt, så jeg kan blive her så lang tid, det skal være, siger 17-årige Katinka Eskildsen, der har taget turen fra København for at demonstrere.

Karina Eskildsen (til højre) er lænket fast ved halsen til hovedindgangen på Aalborg Portland.
Karina Eskildsen (til højre) er lænket fast ved halsen til hovedindgangen på Aalborg Portland.
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord

Politiet er også til stede ved demonstrationen for at sikre, at alt forløber fredeligt, og at ingen demonstranter forsøger at trænge ind på Aalborg Portland. 

Aalborg Portland: - Vi gør allerede meget

Flere af lastbilerne, der normalt kører ud og ind af Aalborg Portland, må omdirigeres, fordi hovedindgangen ikke kan benyttes. Men selvom dagen er blevet noget mere bøvlet, så tager direktør for Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen, situationen med ro:

- Det er en del af en demokratisk proces, at der er nogen, der har en anden mening om, hvordan vi skal nå vores klimamål, end vi har. Derfor er det vigtigt, at folk giver deres mening til kende, og jeg håber, at vi på et tidspunkt vil kunne få en dialog omkring det, siger han. 

I er den største udleder af CO2 i Danmark. Hvad vil I gøre for at ændre på det?

- Vi arbejder først og fremmest med en stor mængde energieffektivisering, og vi genbruger energien mange gange. Vi arbejder med alternative brændsler til erstatning for fossile brændsler, og så arbejder vi ikke mindst med produkter, der udleder mindre CO2, siger Michael Lundgaard Thomsen. 

Han ved ikke, hvor længe demonstranterne har tænkt sig at blive siddende, men foran hovedindgangen er kampgejsten stor ved middagstid, da TV2 Nord var forbi.

- Nu må vi se, om det bliver indtil i aften, eller om vi finder på at holde den til i morgen tidlig, det er altid spændende, siger Sophia Amalie fra Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland