Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Klubrekord fra 1991 kan tangeres

Foto: Nial Nordbjerg

Scorer FCK i kampen, tangeres AaB’s negative rekord

Head to head

  • De to hold har mødt hinanden 95 gange tidligere i Superligaens historie. FC København har vundet 51 opgør, mens AaB har vundet 20 gange. De resterende 24 opgør er endt uden vinder. Det er kun Brøndby (53), som FC København har flere Superliga-sejre over end AaB.

  • Målscoren hedder 162-100 i FC København favør, hvilket giver et gennemsnit på 2,75 mål per kamp.

  • Opgøret er det 4.-mest spillede opgør i Superligaens historie.

  • De to hold har mødt hinanden én gang tidligere på selve kampdagen 23. september. Det var i 2001, hvor de to hold spillede 1-1 på Aalborg Stadion.

  • Det mest målrige opgør mellem de to endte 4-6 til AaB i Parken. Opgøret var i sidste spillerunde af 1992-1993 sæsonen. DBU-direktør Peter Møller scorede to mål for AaB, hvilket var med til at gøre ham til topscorer i Superligaen det år. Få måneder senere skiftede Møller til FC København.

  • AaB’s seneste sejr i Parken faldt i oktober 2020. AaB vandt kampen foran sølle 242 tilskuere grundet corona. Rasmus Falk var med for FC København og reducerede til resultatet 2-1 til AaB. Det var samtidig første FCK-kamp siden fyringen af Ståle Solbakken.

  • De to holds trænere Jacob Neestrup og Menno van Dam har ikke tidligere stået overfor hinanden. Jacob Neestrup har dog tidligere mødt AaB to gange og vundet begge opgør. Det ene var pokalfinalen 2023, hvor FC København vandt med 1-0 efter mål af Diego Goncalvez.

  • Flere spillere er skiftet internt mellem de to klubber på seniorniveau. Mest kendte er naturligvis Ståle Solbakken, der i 2000 skiftede fra AaB til FC København. Midtbanespilleren nåede blot 14 Superliga-kampe for FC København, men nåede omgående at ændre løvernes udtryk på banen. I sidste ende udmøntede det sig i klubbens andet mesterskab i 2000-2001 sæsonen.

  • FC Københavns mål nummer 100 og 500 i Superligaen er begge sat ind mod AaB. Målscoreren var Morten Falch og Christian Poulsen.

  • Opgøret spilles på en mandag. AaB har indtil nu næst flest mandagskampe (145) i Superligaen. Kun AGF (150) har flere.

  • Dommer Mikkel Redder dømmer sin Superliga-kamp nummer 91 i karrieren. Redder har dømt FC København 8 gange tidligere, og løverne har aldrig tabt med Redder som dommer. Det er den eneste klub, som Redder har dømt i Superligaen, der endnu ikke har tabt ud af i alt 18 forskellige hold.

Lidt fra klubberne - FCK

  • FC København har scoret i sine seneste 20 Superliga-kampe. Klubrekorden for holdet er 33 Superliga-kampe med scoring.

  • Andreas Cornelius kom på banen mod FC Midtjylland. Det var angriberens første kamp siden 28. april, hvor FC København tabte 3-2 i Aarhus. Det var samtidig kamp nummer 214 for FC København, hvilket gør Cornelius til den spiller med 16.-flest kampe for FC København, samme antal som Lars Højer Nielsen.

  • Kevin Diks spillede senest sin kamp nummer 139 for FC København. Den hollandske forsvarsspiller udlignede dermed brasilianske Ailton samt Carsten V. Jensen (nuværende Brøndby sportsdirektør) i antal kampe for løverne. Kevin Diks scorede senest mod FC Midtjylland og har nu lavet 8 mål på 8 straffespark for FC København.

  • FC København har fået tildelt 3 straffespark indtil nu i sæsonen. Det er flest af alle hold. FCK har tilmed scoret på samtlige forsøg fra pletten.

  • Kun 1 ud af FC Københavns seneste 31 Superliga-mål er sat ind af en spiller med dansk pas. Målet blev sat ind af Thomas Delaney i 3-2-sejren over AGF.

  • Jacob Neestrup har sin Superliga-kamp nummer 63 for FC København. Vinder han opgøret, bliver det sejr nummer 37 som træner for klubben. Neestrup vil dermed udligne Jess Thorup, der nåede 37 sejre i 67 Superliga-kampe for løverne. Jacob Neestrup kunne 20. september fejre 2-års fødselsdag, som træner for FC København.

  • Pantelis Hatzidiakos fik debut for FC København mod FC Midtjylland. Grækeren blev dermed den 4. græker i FC Københavns historie og den 9. græker i Superligaens historie. De 3 andre spillere er Carlos Zeca, Sotirios Papagiannopoulos og Marios Oikonomou.

  • German Onugkha fik debut for FC København og blev dermed den første russer til at få debut for løverne.

  • FC København indkasserede senest 2 mål via hjørnespark. Klubben har nu i alt indkasseret 3 mål via hjørnespark i indeværende sæson.

  • FC København har nu anvendt 28 forskellige spillere i denne Superliga-sæson. Det er flest af alle hold.

  • Venstrebacken Marcos Lopéz afsoner sin sidste karantænedag efter sit røde kort mod Brøndby i forrige runde.

AaB

  • AaB vandt senest sin hjemmesejr nummer 250 i Superligaens historie. AaB er nu på 3 sejre i sæsonens første 8 kampe.

  • AaB har kun scoret i 3 Superliga-kampe i denne sæson, men samtlige kampe er endt med en sejr til AaB.

  • AaB har nu indkasseret mål i de seneste 12 Superliga-kampe (inklusiv sidst holdet var i Superligaen). Klubrekorden fra 1991 lyder på 13 kampe i streg med indkasseret mål, og den kan således blive tangeret mod FCK.

  • AaB har indkasseret 18 mål i sæsonen. Det er kun Vejle med 22 mål, der har indkasseret flere end AaB.

  • Nicklas Helenius spillede senest sin Superliga-kamp nummer 161 i AaB-trøjen. Hvis AaB vinder, runder klubben 200 point, mens angriberen har været på banen.

  • AaB gav senest debut til Andreas Bruus, der fik 67 minutter på banen. Bruus er tidligere noteret for 73 Superliga-kampe samt 4 mål for Brøndby. Bruus kan dermed spille sin Superliga-kamp nummer 75, hvis det bliver til spilletid mod FC København.

  • AaB mødte onsdag Fredericia i DBU-pokalen og vandt sikkert med 4-1. Den 21-årige angriber Kelvin John blev blandt andet dobbelt målscorer.

  • AaB er sammen med Sønderjyske og FC Nordsjælland det eneste hold, der endnu ikke har scoret via en dødbold.

  • AaB har indkasseret 137 afslutninger imod sig indtil nu i sæsonen. Det er flest af alle hold. Brøndby har omvendt blot indkasseret 82 afslutninger.

  • Vincent Müller er noteret for 30 redninger indtil nu i sæsonen. Det er flest af alle målmænd i Superligaen.

Hvordan ender kampen?

Der er enorm forskel i både trup-værdi og ikke mindst erfaring, når FC København og AaB tørner sammen mandag aften. Det er Superligaens 4.-mest spillede opgør, der igennem årene har budt på en lang række underholdende og fantastiske kampe.

Hos FC København er man presset til at komme tilbage på sejrssporet ovenpå nederlaget til rivalerne fra FC Midtjylland. Holdet har endnu engang haft en træningsuge, hvor træner Neestrup har kunnet arbejde med systemet og relationer. FC København har nu anvendt 28 forskellige spillere i indeværende sæson, så de manglende relationer skal naturligvis findes i det tal, som løverne bærer rundt på.

Hos AaB står man foran en tangering af klubrekorden for flest kampe i streg med indkasserede mål. I 1991 indkasserede AaB i hele 13 Superliga-kampe i træk, så scorer FC København blot én enkelt gang, er klubrekorden tangeret. Der er dog stadig et stykke op til Superliga-rekorden, som indehaves af Sønderjyske med hele 35 kampe i streg med mål imod.

Det her er en kamp, som FC København SKAL vinde. AaB har allerede tabt 0-4 til både Brøndby og AGF samt 1-2 til FC Midtjylland, så løverne skal naturligvis levere en sejr for at holde trit med toppen af Superligaen.

FC København scorer minimum to mål i dette opgør, hvilket alle dage bør være nok til tre point mod AaB. Kampen ender 3-0 til FC København, hvor Mohamed Elyounoussi igen er involveret i mål.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Så er landsdelens mest omtalte godstransport sejlet i havn.

Prammen med de tre gigantiske mølledele, der siden i fredags har været på rejse fra Brande mod testcentret i Østerild, er nu på vej ind i havnen i Hanstholm efter en sejltur, der tog sin begyndelse i Hvide Sande klokken 22 i går aftes.

Det viser billeder fra Hanstholm Havn.

Selvom det er stort, og tungtvejende gods, der står på prammen, så gør havnechef Søren Zohnesen ikke store øjne af transporten.

- Det er som en dag mere på kontoret. For os har der ikke været nogen ekstraordinære opgaver, fordi vores infrastruktur kan håndtere det, siger han.

Det eneste, der måske skal ændres betydeligt på, er et par lygtepæle og skilte på havnen, mener chefen i Hanstholm.

Men selvom de i Hanstholm ser transporten som en normal opgave, så giver det alligevel lidt indtryk.

- Det er altid spændende at se, når sådan noget kommer ind i havnen. Møllerne bliver større og større for hver gang, men nogle gange er det svært at se, at de er blevet det, siger Søren Zohnesen, der er havnechef på Hanstholm Havn.

Han fortæller, at det kræver lige så mange forberedelse at køre strækket fra Hanstholm til Østerild, som det krævede mellem Brande og Hvide Sande. 

- Jeg tror ikke, der er gjort de helt store forberedelse. Vejen er jo godt forberedt på de her laster, fordi de har kørt, der så mange gange, siger han. 

Foto: Ole Vognstoft

Hvis du vil se mølledelenes tur til havnen i Hvide Sande, hvorfra delene blev sejlet til Hanstholm, kan du se og læse livebloggen her.


Social dumping: Tre Aalborg-virksomheder under lup

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Virksomhederne kan se frem til yderligere kontrol.

Fejl og snyd blev for nyligt konstateret af Skattestyrelsens medarbejdere i en landsdækkende kontrolaktion.

I hele 33 ud af 52 kontroller blev der fundet indikationer på social dumping. Tre Aalborg-virksomheder er nu under Skattestyrelsens lup for problemer og humbug.

Hvad er social dumping?

Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft udfører opgaver i et andet land til en lavere løn og under ringere arbejdsforhold, end hvad der gælder for det pågældende lands arbejdstagere.

Kilde: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Det var i sidste uge, at Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet aflagde visit hos fem Aalborg-virksomheder, som hovedsageligt opererer inden for restaurationsbranchen.

- Virksomhederne, vi kontrollerer, er udvalgt, fordi vores oplysninger indikerer, at der kan være problemer med social dumping. Kontrollerne viser, at de tre Aalborg-virksomheder er med til at skabe unfair konkurrence, siger Ernst O. Nielsen, funktionsleder i Skattestyrelsen.

Virksomhederne kan nu se frem til at blive kontrolleret yderligere, så Skattestyrelsen kan opgøre skat og moms korrekt for virksomhederne og deres ansatte.

- Når vi skal se nærmere på tre virksomheder, skyldes det, at vi under kontrollen har oplevet nogle uoverensstemmelser og uklarheder omkring moms og skat, som vi skal have set nærmere på. Desuden mener vi, at medarbejderne i en enkelt virksomhed, skal anses for arbejdsudlejede til den danske virksomhed, de udfører arbejde for, siger Ernst O. Nielsen.

I forbindelse med kontrollerne har Skattestyrelsen på landsplan talt med 161 medarbejdere. 110 blandt dem var udenlandske.

Det var årets ottende landsdækkende aktion mod social dumping foretaget af Skattestyrelsen.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Stormfloder vil rase langt oftere, og derfor giver staten et milliondyrt rygstød til udsatte områder. Det løser ikke hele problemet, siger minister.

Områder, som er i fare for at blive oversvømmet, får nu hjælp.

Statens Kystpulje afsætter i alt 150 millioner kroner til otte projekter, som er truet af både oversvømmelser og erosion.

Det fortæller miljøminister Magnus Heunicke (S) til TV 2.

- Vi ved, at klimaforandringerne betyder, at vi får meget voldsommere vejr, og i og med at vandstanden stiger, betyder det, at stormfloderne kommer hyppigere, og de vil slå voldsommere ind. Den hidtidige kystbeskyttelse er langt fra nok, siger Magnus Heunicke.

Oftere og oftere oplever Danmark voldsomt vejr og stormfloder, der truer huse, byggeri, havne og haver. Og mens placeringer på havnefronte stadig er attraktive, følger der flere steder i landet en stor risiko med.

Projekter, der får støtte fra Kystpuljen

  • Sønderbo digeprojekt, Fanø Kommune – 9,5 millioner kroner.

  • Sandfordring på vestvendt kyst, Hjørring Kommune – 6,3 millioner kroner

  • Kystbeskyttelsesprojekt, Dragør Kommune – 30 millioner kroner

  • Højvandsport og landanlæg, Lolland Kommune – 27,6 millioner kroner

  • Stormflodsbeskyttelse, Vejle Kommune – 12,6 millioner kroner

  • Anlæg til kystbeskyttelse, Vallensbæk, Greve, Brøndby og Ishøj Kommune – 22,8 millioner kroner

  • Højvandsmur og stormflodsporte, Faaborg-Midtfyn Kommune – 11,1 millioner kroner

  • Erosions- og højvandssikring, Stevns Kommune – 25,9 millioner kroner

Statistisk set forekommer stormfloder hvert 20. år, men i slutningen af dette århundrede kan de forekomme langt hyppigere.

- Vi ser ind i scenarier, hvor 20-årshændelser vil ske hvert eller hvert andet år. 100-årshændelser vil også komme hyppigere, siger Magnus Heunicke.

Siden 2020 og frem til og med 2024 er der uddelt 580 millioner kroner fra Kystpuljen til 30 kommuner fordelt på 46 projekter.

Et af de projekter ligger i Hjørring Kommune, hvor der er givet 6,3 millioner til sandfordring på kommunens vestvendte kyst, nærmere bestemt sandfodring på samlet 8,8 kilometer erosionsramt strækning, primært ved sommerhusområderne Nr. Lyngby, Mårup, nord for Lønstrup fra Harrerenden til Udemarken og ud for Nørlev-Skallerup-området.

Problemet er dermed ikke løst

Puljen for i år dækker op til 40 procent af et projekts anlægssum op til maksimalt 30 millioner kroner per projekt.

Alle landets kommuner har kunnet søge puljen. De otte projekter er udvalgt, da de lever op til krav om kystbeskyttelse, der bygger på naturbaserede løsninger, som er inspireret af naturen og leverer miljømæssige, sociale og økonomiske gevinster.

Flere af de projekter, som er udpeget til støtte, kræver dog en langt højere pris for at blive etableret, end hvad staten kan give.

I Nakskov Kommune vil etableringen af en højvandsport med tilhørende landanlæg for eksempel koste 275 millioner kroner.

Statens tilskud lyder på 27,6 millioner.

Magnus Heunicke, hvad nytter tilskuddet?

- Det nytter, at de otte projekter kan komme i gang og komme videre. Man kan få op til 40 procent af staten, og resten skal så betales lokalt af kommunen eller lodsejerne. Det her er ét skridt, og vi skal langt videre, så problemet er ikke løst med det her, siger han.

Krav til kommunerne

Beboere i huse eller lejligheder, der er truet af voldsommere vejr, skal dog også betale deres del fremover, understreger ministeren.

Flere steder i landet har kommuner dog givet grønt lys til at bygge nyt i netop områder, der er udsat fra vejrhændelser og klimaforandringer.

Lolland Kommunes byråd har eksempelvis givet tilladelse til et større lejlighedsbyggeri, der er under opførelse på Sydkajen midt inde i byen få meter fra havnekanten.

Derfor er det fremover nødvendigt at stille krav til den slags byggeri, mener Magnus Heunicke.

- Vi er nødt til at insistere på, at når vi bygger nyt, skal byggeriet være forberedt på, at man enten etablere nogle nye beskyttelseslinjer for vandmasserne, eller at det kan holde til, at der kommer stormfloder, siger han.

Bør man ikke sige til kommunerne, at de ikke skal bygge så tæt på vandet?

 - Uanset om de får penge fra staten, skal kommunerne sikre sig den nye virkelighed fra voldsommere vejr, siger han og fortsætter:

- Det er en ny virkelighed, som vi skal ruste os til.


Foto: Aalborg Zoo

Her ses de positive tests.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er tale om en positiv graviditetstest.

Der er en ny baby på vej i Aalborg Zoo. Orangutangen Ruti er nemlig gravid.

Det oplyser Aalborg Zoo på sin Facebook-side.

I foråret blev det vurderet, at Ruti var klar til at blive drægtig, og derfor stoppede dyrepasserne med at give hende p-piller. Her et halvt år senere står det nu klart, at Ruti venter en unge til sommer.

I naturen går en unge med moren i syv til otte år, og af landlevende pattedyr er orangutangen det dyr med lavest fødselsrate, skriver Aalborg Zoo.

Hvis alt går vel for Ruti, kan hun nå at få tre unger i sin levetid.

Det var en ganske almindelig test - akkurat som den mennesker bruger - der viste, at orangutangen var gravid. Og for at være på den sikre side blev der foretaget tre tests.


Skagen-restaurantejer langer ud efter 'støj-politiet'

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Restaurantejeren mener, at byens beboere må stå sammen om at finde en løsning, så byen ikke dør.

'Mogens Bandholm har allerede vist, at han er villig til at fortsætte sin kamp mod vores bys liv og aktiviteter. Derfor er det vigtigt at forstå, at Mogens Bandholm ikke stopper før denne by er helt død og stille.'

Sådan lyder de hårde ord fra ejer af Skagen Fiskerestaurant, Jesper C. Winter, i et opslag på sin Facebookside.

Fremtiden for den levende musik i Skagen er nemlig uvis, efter at Frederikshavn Kommune har erkendt, at de ikke har fulgt loven på området.

Her spiller Mogens Bandholm en central rolle. I de seneste syv år har han kæmpet en indædt kamp mod de mange musikarrangementer i Skagen, som overskrider de støjgrænser, der er fastsat af Miljøstyrelsen.

Er bekymret for byens fremtid

Men Mogens Bandholms ageren vil ifølge Jesper C. Winter ende med at tage livet af Skagen by, og derfor føler han sig nødsaget til at dele sine tanker.

'Et særligt problem er de lave grænser for støjniveauer, som på sigt kan hæmme en lang række af de gode aktiviteter og initiativer, der gør Skagen levende og attraktiv,' lyder det i opslaget.

TV2 Nord har efterfølgende talt med Jesper C. Winter, men her har han ikke ønsket at tilføje yderligere til sit opslag på de sociale medier.

Heri påpeger restaurantejeren blandt andet, at grænser for støjniveau vil ramme arrangementer i gågaden, ballet ved den tilsandede kirke, julemarkedet i Aalbæk, aktiviteter i museets have og havnens aktiviteter.

'Selv almindelig udeservering på byens restauranter risikerer at blive umulig, hvis vi skal holde os inden for disse grænser. Det vil være katastrofalt for vores by, som i høj grad lever af oplevelser og gæstfrihed,' tilføjer han.

Derfor opfordrer Jesper C. Winther også beboerne i Skagen til at hjælpe med at komme på en løsning til at bevare byen.

'Vi må stå sammen for at beskytte vores by og de værdier, der gør Skagen til noget helt særligt'.

Facebookopslaget har været offentligt i to døgn og har i skrivende stund langt over 200 delinger, 800 likes og over 100 kommentarer.

Har haft sin pris

Mogens Bandholm har tidligere fortalt til TV2 Nord, at den årelange kamp mod støj har haft en pris.

- Der er steder i byen, jeg ikke længere må komme, fortalte han dengang.

I dag er han ifølge ham selv 'flygtet' til Norge', efter Jesper C. Winter lavede sit opslag.

- Jeg kan se, at Jesper får mange kommentarer på sit opslag, og der er også nogle, der omhandler mig. Det giver mig ikke hjertebanken, men jeg ved godt, mange er utilfredse med mig, fortæller han.

I forhold til restaurantejerens opslag, som er delt flere steder, fortæller Mogens Bandholm, at han bør gøre noget aktivt fremfor at 'ynke' på de sociale medier.

- Jeg synes, det brev er patetisk, fordi han brokker sig over, at hvis ikke han og andre får lov til at spille, som de vil, så dør Skagen, og det er en overdrivelse. Byen har levet i mange år uden udendørsmusik, påpeger Mogens Bandholm.

- Hvis Jesper og de andre vil spille udendørsmusik, som det passer dem, så må han gå til politikerne og få loven ændret, tilføjer han.

Mogens Bandholm påpeger desuden, at han mener, at udendørsmusikken har ødelagt, hvad Skagen en gang var.

- En gang kom man til Skagen for kunsten, havet og så videre. Man kom ikke for at høre musik på 10-12 restauranter, lyder det.