Knallertkontrol i Gug førte til flere sager
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. Nordjyllands Politi måtte i første omgang udføre aktionen i skjul.
Ni knallerter blev kontrolleret, da Nordjyllands Politi fredag morgen mødte op ved Gug Skole. Der blev både fundet fejl, mangler og hastighedsoverskridelser.
Efter at have modtaget flere henvendelser fra borgere om ulovlig knallertkørsel i Gug, mødte Nordjyllands Politi fredag morgen op på Gug Skole, hvor de foretog en knallertaktion.
Politibetjentene måtte i skjul notere alle knallertkørerne og efterfølgende foretage kontrol, fordi de kort efter anmeldelserne havde forsøgt sig uden held.
- Vi kørte i Forebyggelse Aalborg forbi skolen allerede samme aften, hvor vi mødte unge knallertkørere. De stak dog af i alle retninger, da vi kom, siger politiassistent Martin Nygaard Jensen.
Bøder og betingede frakendelser
Under kontrollen blev førerne hentet ud fra skolen én ad gangen, hvorefter deres knallert blev tjekket for fejl og mangler, og hastigheden blev kontrolleret på et såkaldt knallert-rullefelt.
Ni knallerter blev tjekket, og politiet fandt fejl og mangler på fire af dem, hvilket medførte bøder til ejerne. Tre af knallerterne kørte ved kontrollen for stærkt, og det betyder en betinget frakendelse af førerretten, som på sigt kan føre til en konfiskering af knallerten ved flere overtrædelser.
Det var blandt andet tips via politi.dk, der førte til aktionen. Knallerter i området havde både skabt utryghed og ført til farlige situationer i trafikken. Hos Nordjyllands Politi håber de, at aktionen har sendt et tydeligt signal til knallertkørerne om fremover at overholde reglerne af hensyn til sikkerhed.
Nordjyllands Politi planlægger at udføre flere kontroller i den nærmeste fremtid.