Konkurs var ikke konkurs: Garantifond nægter at betale løn
De fyrede medarbejdere fra konkursen i LN Eurocom får ikke hjælpr fra Lønmodtagernes Garantifond. Det er virksomheden Moranti, der skal betale, lyder det fra LG.
HK-medlemmer fra det konkursramte LN Eurocom kan ikke få manglende løn fra Lønmodtagernes Garantifond, men Moranti, der overtog LN Eurocom vil heller ikke betale.
Lønmodtagernes Garantifond har mandag afvist at udbetale manglende løn til de tidligere medarbejder hos den telemarketing-virksomheden LN Eurocom, der i slutningen af april gik konkurs. Den besked modtog HK Nordjylland mandag.
Afslagene begundes med, at der ikke var tale om en konkurs, men en virksomhedsoverdragelse. Og så er det den nye virksomheds ansvar at udbetale løn til medarbejderne.
At Lønmodtagernes Garantifond vurderer, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse og ikke en konkurs begrunder de blandt andet med sammenfald i ledelsen, at virksomheden har skiftet navn få dage efter konkursen, at der lå en virksomhedsaftale klar på dagen for konkursen og at kurator har bekræftet, at han var inddraget inden konkursen.
- Så retter vi krav mod Moranti, for så er det dem, der har ansvaret for deres medarbejdere, siger Kirsten Estrup Madsen, der er formand for HK Privat i Nordjylland.
Men koncernchef i Moranti Martin Rahbek, der altså overtog resterne af LN Eurocom er lodret uenig i afgørelsen fra Lønmodtagernes Garantifond og har ikke tænkt sig at udbetale LN-medarbejdernes manglende løn.
- Vi har overhovedet ikke overdraget eller overtaget de her medarbejderkontrakter, så det kan jeg ikke forestille mig. Det bliver noget LG (Lønmodtagernes Garantifond red.) kommer til at løse, siger Martin Rahbek.
- Vi ved, at vi ikke har lavet en plan. Når en virksomhed skal gennem en konstruktion er det noget en ledelse kigger på. Men at sige at man har lavet aftaler og alt muligt andet, det passer ikke, siger han videre.
De berørte HK-medlemmer har fået den manglende løn udbetalt som et lån fra deres fagforening. HK vil dog have andre til at betale og derfor vil man nu vil gå videre for at få Moranti til at hoste op.
- Gør de ikke det, kan det ende i en retssag, og det kan selvfølgelig tage lang tid. Vores medlemmer er garanteret den løn, de har lånt af os og det lån er gældende til sagen er afgjort, siger Kirsten Estrup Madsen.