Kontorlastbil skal skabe flere job udenfor Aalborg
På 11 dage rykker Aalborg Kommune ud til 11 lokale virksomheder for at tale om god erhvervsservice. Initiativet skal skabe flere job udenfor Aalborg.
Den er svær at overse. En stor, rød lastbil, som fredag var parkeret i Svenstrup. Med i lastbilen var et hold erhvervskonsulenter og repræsentanter fra Aalborg Kommune, som har forladt kontorerne for at tage på roadtrip i Nordjylland. Her skal de på 11 dage besøge 11 nordjyske byer.
- Nogle gange tror jeg, at man sidder i Hals, Nibe og Vester Hassing og tænker, at det hele det foregår inde i Aalborg, men det gør det ikke, siger Tonny Thorup, der er erhvervschef for Aalborg Kommune.
Projektet hedder ”Tour De Erhverv”, og fredag var lastbilen så på besøg i Svenstrup. En by med masser af vækstpotentiale ifølge erhvervschefen.
- Det ligger godt, og det er nemt at komme sydpå til kunder. Det er et af de steder vi har, hvor vi har ret meget plads til virksomheder, så Svenstrup er lidt af et smørhul, hvad det angår, siger han.
En af de erhvervsdrivende i Svenstrup er Kirsten Schumacher, som har drevet dametøjsforretningen Lund Thomsen i 34 år. Hun er glad for, at kommunen sætter fokus på mulighederne i byerne udenfor Aalborg.
- Det er okay at have forretning her, men det er selvfølgelig blevet meget anderledes. Vi mærker konkurrencen fra City Syd, og folk kommer jo ikke bare lige forbi, siger hun.
Udover Svenstrup kommer den røde lastbil forbi Godthåb, Vodskov, Storvorde, Hals, Vester Hassing, Vestbjerg, Vadum, Klarup, Frejlev og Nibe.
Alle byer er udvalgt, fordi de er kendetegnet ved nærhed til Aalborg, god infrastruktur, varieret serviceudbud og et indbyggertal på over 2000.