Krydstogtsæsonen står for døren - og coronavirus kommer ikke til at stå i vejen
Arkivfoto
Krydstogtgæster skal informeres om god hygiejne, men derudover får coronavirus ingen konsekvenser for krydstogtsæson, der venter lige om hjørnet.
45 gange i Aalborg og 35 gange i Skagen. De store krydstogtskibe kommer til at besøge Nordjylland flittigt den kommende sæson. En sæson, der skydes igang om en måned og varer til helt hen mod slutningen af oktober.
Og en sæson, der skydes igang mens coronavirus spreder sig til flere og flere lande og kontinenter og hvor mange nok har hørt historien om, hvordan et krydstogtskib med 3700 passagerer ombord, blev sat i karantæne ud for Japans kyst i starten af februar fordi der blev fundet coronavirus ombord.
Der er dog ingen grund til bekymring eller forholdsregler udover dem sundhedsmyndighederne allerede har meldt ud.
Her lyder det, at man skal ringe til lægen, hvis man har opholdt sig i et af de lande, der har udbredt coronasmitte og bliver syg med symptomer som hoste, feber og vejrtrækningsproblemer. Man skal ikke møde op hos lægen uden forudgående aftale!
Derudover anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man holder en god håndhygiejne gennem håndvask og hånddisenfektion og at man sørger for at hoste og nyse i engangslommetørklæder - alternativt i sin albuebøjning.
Pjecer og plakater
Og det er også hygiejnen, der er i højsædet, når det kommer til krydstogtskibene. Altså forsøget på at forhindre eller mindske smitte mest muligt. Det forklarer Kjartan Ross, der er salgschef ved Aalborg Havn.
- Sundhedsstyrelsen er kommet med nogle anbefalinger om at informere om hygiejne i al almindelighed i nogle pjecer, de har lavet til os på forskellige sprog og på nogle plakater hvor gæsterne kan læse om smittefare og hygiejne, forklarer han.
Han fortæller videre, at hygiejne allerede er et område, der fokuseres meget på ombord på krydstogtskibe - coronavirus eller ej.
- Når man er så mange sammen på et relativt lille område, er det vigtigt at have det fokus. Jeg ved ikke, om I kunne forestille jer, hvis man fik roskildesyge på sådan et skib, spørger Kjartan Ross retorisk.
- Det er noget man er rigtig fokuseret på i forvejen og ligesom man bliver informeret om sikkerheden på et fly, bliver man informeret om sikkerhed og hygiejne, når man kommer ombord på et af de her skibe, forklarer salgschefen.
Tre danskere smittet
På verdensplan er eller har over 85.000 personer været smittet med coronavirus og lørdag morgen kunne Styrelsen for Patientsikkerhed fortælle, at man for tredje gang har konstateret coronavirus hos en dansker - en mand ansat på Aarhus Universitetshospital, der er blevet smittet på en messe i München, og som nu er sat i hjemmekarantæne.
VIDEO: Pressebriefing på Aarhus Universitetshospital efter endnu et coronafund
Tidligere på ugen er det kommet frem at to personer også er smittet med coronavirus. De er også i hjemmekarantæne og de personer, de har været i tæt kontakt med, er alle blevet kontaktet og screenet for smitte.
Sådan skal du forholde dig hvis du bliver syg
- COVID-19 kan vise sig med feber, hoste eller vejrtrækningsbesvær.
- Symptomerne ses op til 14 dage, efter man er udsat for smitte.
- Hvis du indenfor de sidste 14 dage har været i et land med udbredt corona-smitte, eller hvis du har været i tæt kontakt med en person med COVID-19, så ring til lægen hvis du er syg. Det er vigtigt, at du ringer først og ikke møder op i venteværelset, da du kan smitte andre.
Udenfor åbningstid skal du ringe til lægevagten - i Nordjylland på telefon 70150300
Kilde: Sundhedsstyrelsen