Kunsten og Utzon Center i Aalborg med masser af gæster
Foto: Nils Fabæk
Udstillingen, Formens Magi, åbnede på Kunsten op til sommerferien.
Trods fint sommervejr og krav om coronapas viser nye tal fra Kunsten, at gæsterne har savnet kulturen.
Kulturlivet har haft svært ved atter at få fodfæste efter coronakrisen. Det er noget, man ofte har hørt det seneste halve år, men det gælder ikke for Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg.
Sammenlignet med 2019 før udbruddet af coronavirus er der en stigning på 45 procent i antallet af gæster og 50 procent på omsætning i uge 26 til 31.
Succesen tilskrives især den anmelderroste udstilling Formens magi, som åbnede 9. juli 2021, samt et bredt program under årets Kunsten Summer Lounge.
Det er virkelig opløftende, at turisterne begynder at komme tilbage på både Utzon Center og Kunsten. Det har kulturlivet og alle oplevelseserhvervene, hotel og restaurationsbranchen brug for.
Lasse Anderson, direktør, Kunsten Museum of Modern Art.
- Jeg er utrolig glad for, at vi formår at tiltrække så mange gæster, ikke blot fra Nordjylland, men fra hele landet og udlandet. Museerne har virkelig været ramt som resten af kulturlivet under coronakrisen, og derfor er det fantastisk, at sommerens tal er så positive set her fra Aalborg, udtaler Lasse Andersson, direktør, Kunsten Museum of Modern Art, Aalborg, i en pressemeddelse.
De udenlandske turister vender tilbage
Det er ikke kun Kunsten Museum of Modern Art, der har været godt besøgt denne sommer. Også Utzon Center har haft en god sommer.
De har opgjort, hvor gæsterne kommer fra i ind- og udland.
Tallene viser, at mange danskere i 2020 valgte at holde sommerferie i Danmark. 40 procent af gæsterne hos Utzon Center kom fra København og Sjælland.
Det er da også stadig populært at tage til Nordjylland. I 2021 har 31 procent af sommergæsterne været københavnere eller sjællændere.
En anden stor gruppe af besøgende på Utzon Center er fra Aalborg og Nordjylland. I år var 36 procent af gæsterne fra Nordjylland.
Før udbruddet af coronavirus var cirka halvdelen af sommerferiegæsterne fra udlandet. I 2020 var der af gode grunde stort set ingen af dem. Det er der dog ændret på i år. Her har cirka 20 procent af de besøgende været fra udlandet.
- Det er virkelig opløftende, at turisterne begynder at komme tilbage på både Utzon Center og Kunsten. Det har kulturlivet og alle oplevelseserhvervene, hotel og restaurationsbranchen brug for, udtaler Lasse Andersson, direktør, Kunsten.
Det var især tyskere, der tog til Aalborg. I alt var 53 procent af de udenlandske gæster fra Tyskland.