Kurt Westergaard og Uwe Max mødes i Retten i Aalborg
Foto: Lone Vad Dam
Retten i Aalborg danner ramme om mødet mellem Kurt Westergaard og Uwe Max Jensen.
En sag om ophavsret udspiller sig ved Retten i Aalborg, hvor tegneren Kurt Westergaard sagsøger kunstneren Uwe Max Jensen.
Uwe Max Jensen mener, at der er tale om ytringsfrihed. Kurt Westergaard er af den opfattelse, at ophavsretten krænkes. Det er i store træk essensen af den civile retssag, der skal udspille sig i Retten i Aalborg mellem provokunstneren og tegneren.
Kurt Westergaard har sammen med fotografen Michael Drost-Hansen anlagt sag mod Uwe Max Jensen, da de mener, at han i sit maleri "Gemmeleg" krænker værker af de to kunstnere.
Michael Drost-Hansen er fotografen bag det landskendte billede fra 2015 af en politibetjent, der sidder på motorvejen og leger med en syrisk flygtningepige. "Gemmeleg" er et maleri, der gengiver MIchael Drost-Hansens fotografi med den ene forskel, at pigens hoved er udskiftet med en terrorist med en bombe i turbanen. Noget der til forveksling ligner Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, som var en af Jyllands-Postens 12 Muhammedtegninger fra 2005.
Uwe Max Jensen kalder sit maleri en parafrase over Michael Drost-Hansens fotografi, og han mener, at Drost-Hansens og Westergaards sagsanlæg er et forsøg på at begrænse ytringsfriheden. Omvendt mener de to sagsøgere altså, at Uwe Max Jensen har krænket deres værker. I første omgang ville de have Uwe Max Jensen til at fjerne sit maleri fra blandt andet sin blog, men da det ikke er sket har de nu sagsøgt ham med krav om godtgørelse.
Retssagen skulle have kørt mandag, men da Uwe Max Jensen er syg, er sagen udsat. Der er endnu ikke fundet et nyt tidspunkt.