Kvinde fandt på lidt for smart P-fidus
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Desværre for kvinden blev det opdaget, at handicap-kortet tilhørte en anden person, og kvinden har efterfølgende erkendt, at hun brugte kortet ulovligt.
En kvinde udnyttede et handicapskilt til ulovlig parkering og skal tirsdag for retten.
Det siges, at det kan være svært at finde en parkeringsplads i Aalborg. Men det fandt en 65-årig kvinde fra Øgade-kvarteret en smart løsning på sidste sommer.
P-fidusen var dog ikke helt lovlig, og tirsdag må hun derfor efter planen en tur i retten i Aalborg.
Ifølge anklageskriftet parkerede kvinden 29. juni 2020 på en handicap-parkeringsplads i Aalborg.
Kører som tilståelsessag
I den forbindelse placerede hun også et parkeringskort beregnet til personer med handicap i forruden på bilen, så alt så ud til at være i den skønneste orden.
Desværre for kvinden blev det opdaget, at kortet tilhørte en anden person, og hun har efterfølgende erkendt, at hun brugte kortet ulovligt.
Derfor er der også lagt op til, at sagen skal køre som en såkaldt tilståelsessag, når retten tirsdag skal vurdere sagen,og hvilken straf, kvinden skal have.