Kvinde i livsfare efter knivstikkeri: Ekskæreste anholdt

Torsdag eftermiddag blev en kvinde stukket med kniv på en adresse på Sølystvej i Rørdal. Hendes ekskæreste er anholdt og mistænkt i sagen.

Nordjyllands Politi modtog torsdag eftermiddag klokken 14.41 anmeldelse om, at en 42-årig kvinde var blevet stukket med kniv på Sølystvej i Rørdal i Aalborg.

Kvinden er blevet bragt til hospitalet, og hun er ifølge tilbagemeldinger til Nordjyllands Politi i livsfare.

En 38-årig mand, der er kvindens ekskæreste blev anholdt få minutter efter anmeldelsen og er mistænkt for at være gerningsmanden. Han er anbragt i detentionen på politigården i Aalborg, hvor han skal blive ædru. Han var nemlig alkoholpåvirket, da politiet anholdt ham. Han er endnu ikke sigtet i sagen, men forventes frestillet i grundlovsforhør fredag.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Henrik Beck oplyser, at der tilsyneladende ikke er nogle vidner til episoden, der fandt sted nær hjørnet af Sølystvej og Rørdalsvej - tæt på Aalborg Portland. Derfor er det først, når det bliver muligt at afhøre de to implicerede, man bliver klogere på, hvad der er sket.

- Det er ikke sikkert, vi kan komme til at snakke med kvinden i aften, men vi regner da med, at den mistænkte bliver ædru i løbet af nogle timer, så vi kan afhøre ham, siger Henrik Beck.


Seneste nyt

fra Nordjylland