LIGE NU:

Kvinde kørt ned af flugtbilist: Bil fundet i flammer

En 68-årig kvindelig cyklist blev kørt ned i går aftes. Bilisten flygtede fra stedet og satte senere ild til bilen, der blev fundet i nat.

En kvinde kom cyklende på Skibsbyggerivej på Østerbro i Aalborg i går aftes, da hun blev påkørt af en bil. Bilisten flygtede derefter fra gerningsstedet.

Ulykken skete klokken 22.15, og kvinden, der er 68 år, pådrog sig et åbent benbrud og en brækket arm efter påkørslen.

Flugtbilen mistede sin forreste nummerplade ved sammenstødet med kvinden. Derfor kunne politiet hurtigt finde frem til ejeren, der viste sig ikke at være involveret i selve ulykken.

Klokken 03.39 modtog politiet en alarm om, at der var en bil i brand ved Metavej i den østlige del af Aalborg. Der blev sendt en patrulje til stedet, og de kunne konstatere, at den brændende bil var den samme bil, som tidligere var involveret i ulykken på Skibsbyggerivej. 

Politiet har nu taget bilen ind til videre undersøgelser, og sagen efterforskes stadig. Flugtbilisten er endnu ikke fundet.