Læger på sygehuset: Tror på vaccinen kan få styr på coronaen
Effekten af de første vaccinationer ses nok først om nogle måneder, men der er optimisme at spore blandt lægerne på Aalborg Universitetshospital.
Det er et stort øjeblik at være en af de første, der bliver vaccineret. Sådan siger Sara Larsen, der er reservelæge på Aalborg Universitetshospital, hvor de første vaccinationer i Nordjylland søndag formiddag fandt sted.
Sara Larsen er helt tryg ved at få det lille stik, da hun har været inde og læse op på vaccinen, som er blevet godkendt.
- Ud fra hvad jeg kan læse, ser jeg det ikke som andet end at få enhver anden vaccine, siger hun.
Theis Mariager er lægestuderende på Aalborg Universitet og er også blandt de første af det sundhedsfaglige personale i Nordjylland, der får vaccination mod coronavirus.
For ham er det også en stor dag.
- Det er imponerede, at det ikke engang er et år siden, at vi begyndte at omstille hele sundhedsvæsnet til det, og så står vi her i dag og skal til at vaccinere. Og rent personligt, så synes jeg det er fedt at få lov at være til at blive en af de første, der får den her vaccine, siger Theis Mariager, der tilføjer, at det måske først om nogle måneder, vi begynder at kunne se effekten af vaccinationerne.
- Det er jeg optimist nok til at tro på, at det nu begynder at glide i den rigtige retning, siger Theis Mariager.