Ledning faldt ned ved byggeplads i Aalborg: - Den spruttede som en stor kineser

Et gummikabel var mandag eftermiddag faldet ned på kørebanen tæt på byggeriet ved Spritfabrikkerne i det vestlige Aalborg. Nordjyllands Beredskab rykkede ud for at sikre stedet.

Flere forbipasserende reagerede prompte, da de så et stort kabel ligge og flyde på vejen tæt på byggepladsen ved Spritfabrikkerne på Vestre Havnepromenade i Aalborg.

Klokken 17.10 lød alarmen hos Nordjyllands Beredskab, der straks blev sendt til stedet.

- Et tykt gummikabel lå henover vejen, der fører ind til byggepladsen. Det har været et, der forsyner byggepladsen med strøm. Det så ud til at være blevet kørt over nogle gange, og det kan det jo ikke holde til, fortæller indsatsleder Jakob Schmidt.

Ifølge ham kunne situationen være endt galt, hvis ikke forbipasserende havde reageret så hurtigt.

quote Det var super godt, de reagerede på det.

Jakob Schmidt, indsatsleder, Nordjyllands Beredskab

- Hvis nogen havde trådt i det, hvis der kom en hund gående, eller hvis et barn, der ville lave en snebold, samlede kablet op, så havde det været en anden situation. Det kunne være endt galt, for det kan være farligt, siger han - og fortsætter.

- Kablet lå jo og spruttede i sneen som en stor kineser, fordi der kom vand ind i det, siger Jakob Schmidt.

Heldigvis kom ingen noget til, fordi forbipasserende hurtigt opdagede kablet og ringede 112.

- Det var super godt, de reagerede på det, roser han.

Aalborg Kommunes belysningsvæsen sørgede efterfølgende for at koble strømmen fra, så kablet ikke kunne gøre skade, hvis nogen kom til at røre ved det.


Seneste nyt

fra Nordjylland