Legendesøn måtte vælge mellem håndbold og fodbold
Foto: aabsport.dk
Nóel Atli Arnórsson kan se frem til at være i AaB tre år endnu.
I skadespausen har AaB-teenagekometen fået øje på Rolling Stones og Oasis.
Nóel Atli Arnórsson.
Efternavnet ringer måske ikke en klokke hos sportsfanatikeren, men det er jo fordi, det kommer fra faderens fornavn, når du er fra vulkanøen.
Arnor Atlason, som det fædrene ophav hedder, er i dag træner for TTH i Herreligaen, ligesom han både har spillet bunker af islandske landskampe og var forbi AG København, Flensburg og sluttede i Aalborg Håndbold.
Næsten en halvleg med brud
Men sønnen spiller på græs. Han er lige fyldt 18 og var godt på vej mod et Superliga-gennembrud for AaB, da en skade bremsede raketfarten.
Faktisk spillede han 40 minutter med skaden, der i et bizart forløb viste sig at være et brud.
Var der nogen, der sagde islandsk mentalitet?
- Vi er bare vokset op med det. Se det på de landshold, vi har. Det er bare noget andet, siger Noel Arnórsson, der rundede 18 år i sidste måned og nævner kultholdet fra 2016, der tog EM i Frankrig med storm.
- Vi er ikke de bedste individuelt. Vi vil bare arbejde hårdere, sådan er vi bare, uddyber han.
Syv kampe havde midtstopperen nået i AaBs Superligacomeback. Som venstreback. Den seneste er 0-1-kampen mod Randers, hvor teenageren spillede med det, der viste sig at være et brud.
- Der er en, der lander på mit knæ. Men jeg kunne godt spille videre og troede ikke, det var særlig slemt, lyder det tørt.
Men det var det. Foreløbig er han ikke tilbage på træningsbanen. Imens har han brugt blandt andet far Arnor og 'fået gode snakke om, hvordan man håndterer det.'
Går i skole
Det har også betydet, at han har måttet fordybe sig yderligere i skolen og 3.g, som han passer – også mens han spillede fast i Superligaen. Faktisk blev TV 2 Sports første interview umuliggjort af en skoletime.
- Det er en fin balance at håndtere, griner han.
- Vi har fået lagt en god plan om, hvordan jeg når flest mulige timer. Og træning ligger jo bare uheldigt, fortsætter islændingen, der kalder skolen 'en anden verden', men også en nødvendighed, uddyber han modent og nøgternt:
- Der er noget efter fodbolden, som er meget godt at have. Og jeg vil gerne have et liv.
Skulle vælge
Det er hårdt at være god. Og måske kunne han være blevet så god, at det ikke kun var farens råd om skader, han skulle høre på, men også taktiske dessiner.
Faktisk var sønnike så talentfuld, at han på et tidspunkt skulle vælge mellem håndbold eller fodbold.
'Det svære valg', som han kalder det. Og som han nævner, at farmand Arnor Atlasson også stod over for.
- Indtil U14 trænede jeg både håndbold og fodbold. Men jeg kunne mærke, fodbolden tog over og kunne se, jeg var bedre til det. Altså, det var jo svært, men endte med at være rimelig nemt.
Og hvordan tog farmand så det?
- Han var pisse-ligeglad, lyder det prompte, mens han slår en latter op.
Atypisk musiksmag
Skaden betyder, at skolebænken og fitnesslokalet er kontorene i øjeblikket fremfor græsbanerne på Hornevej.
Skal det hele nås, kræver det, man står tidligt op, og der kan man rende på AaBs sportsdirektør, James Gow, i fitnesslokalet.
Scouseren har også sat sit aftryk på den islandske komet, der ikke hører det, de fleste teenagere hører.
- Haha!
- Ja, han har en vild musiksmag, men jeg lytter til det hele. Oasis! Klasseband. Og Rolling Stones? Helt genialt. Wow, siger Noel Arnorsson.
Manchester-bandet, der netop har bekendtgjort comeback, blev opløst, da islændingen var tre. Og Rolling Stones? De er fra 1962 – det var 22 år, før hans far blev født.
Og han er ret alene blandt AaBs mange unge spillere om at være begejstret, afslører han.
AaB – uden Noel Arnorsson – spiller først om en uges tid, søndag mod Randers FC, hvor der er revanche til gode. Følg kampen på sport.tv2.dk.