Legestue for fædre åbner i Aalborg

I Fars Legestue kan fædre være aktive med deres børn og andre fædre.

Ligesom mange mødre mødes i mødregrupper, kan fædre i Aalborg Kommune nu se frem til muligheden for at mødes med andre fædre.

Fars Legestue åbner nemlig i Nordkraft i Aalborg til november. Her kan fædre til børn i alderen 0-3 år mødes og være aktive med deres børn hver fredag mellem klokken 12 og 14.30.

Fædrene kan komme og gå, som det passer dem, og i legestuen kommer sundhedsplejersken blandt andet forbi, så mændene kan stille spørgsmål.

- Mange fædre ønsker at være mere aktive sammen med deres børn, men de ved ikke altid, hvor de skal finde disse aktiviteter. Derfor er Fars Legestue et rigtig godt koncept til at invitere fædre og deres børn indenfor, siger Mie Møller Nielsen, der er sekretariatschef ved Forum for Mænds Sundhed, der står bag Fars Legestue.

Fars Legestue i Aalborg er den tiende Fars Legestue i Danmark.

quote Mange fædre ønsker at være mere aktive sammen med deres børn, men de ved ikke altid, hvor de skal finde disse aktiviteter.

Mie Møller Nielsen, Forum for Mænds Sundhed

Nordjyske fædre er aktiv del af forældreskab

I Aalborg Kommune oplever kommunens sundhedsplejersker, at fædre generelt er aktive i forældreskabet.

Forældre i kommunen har mulighed for at komme i kontakt med sundhedsplejerskerne via telefon, hjemmebesøg og gennem forældrekurset ”Hånd om barnet”, og Fars Legestue ligger godt i tråd med sundhedsplejerskernes arbejde.

- At der nu åbner en Fars Legestue i Aalborg bygger yderligere op om den aktivitet, og er en oplagt forlængelse af det arbejde, der allerede er godt i gang, siger Susanne Henriksen, der er leder af sundhedsplejer.

Aalborg Kommune er for nylig blevet kåret som mandecertificeret af Forum for Mænds Sundhed, fordi kommunen er særligt opmærksom på at tilbyde sundhedsindsatser for mænd.

I juni blev konceptet Fars Legestue afprøvet på Aalborg Hovedbibliotek - se indslaget her:

 

FARS LEGESTUE

Fars Legestue i Aalborg Kommune begynder fra fredag 1. november og finder sted:
Fredage kl. 12.00-14.30
Nordkraft, Teglgårds Plads1
9000 Aalborg
Lokale 6.7, niveau 6
(stil barnevognen i det afmærkede område i DGI Hallen, Niveau 3)
Der er ingen tilmelding​​​​​


Seneste nyt

fra Nordjylland