Lektor på Aalborg universitet: Bekymret for ’de usynlige unge’

En voksende gruppe af unge er fattige og hverken under uddannelse eller i arbejde. Det bekymrer lektor fra Aalborg Universitet.

Fattigdom blandt unge er vokset markant over en årrække, og unge mellem 18 og 25 år er nu den eneste voksne aldersgruppe, der tjener færre penge i 2014 end i 2000.

Det skyldes især at antallet af studerende er steget med 12 procent, og antallet af unge som hverken arbejder, studerer eller modtager overførselsindkomster er steget med over 50 procent. Det viser en særkørsel, som Danmarks Statistik har lavet for Metroxpress.

På Aalborg Universitet er lektor Johannes Andersen ikke mindst bekymret for de nu 7,7 procent unge, som er helt uden for samfundsøkonomien – en gruppe som blandt andet rummer dem, han kalder for ‘de usynlige unge’.

– De er en del af den voksende gruppe unge, som hverken studerer, arbejder eller modtager ydelser. Det er især piger i udkantsområderne, der bor hos deres forældre, og aldrig kommer uden for en dør på grund af manglende kompetencer og selvtillid, siger Johannes Andersen til Limfjord Update.

I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser Jonas Schytz Juul med tilfredshed på de flere, som er under uddannelse, men advarer mod, at der fortsat er for mange unge, der ikke får en uddannelse, skriver Limfjord Update.

– Det er dem, vi skal have fokus på. De er en blandet gruppe, men uden uddannelse får de svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet og vil derfor få en lav indkomst resten af livet, siger Jonas Schytz Juul.

Danskerne har gennemsnitligt fået 20 procent flere penge mellem hænderne fra 2000 til 2014. Se den procentvise udvikling i danskernes indkomst herunder. 

 

Kilde: Danmarks Statistik.


Seneste nyt

fra Nordjylland