Let på speederen: Fotovogne triller ud til Limfjordstunnelen

Fredag er det en god idé at holde øje med fartgrænserne, når Nordjyllands Politi tjekker farten på motorvejen ved Limfjordstunnelen.

Skal du igennem Limfjordstunnelen i dag, er det en god idé at holde øje med fartgrænserne - og måske at lette foden en anelse fra speederen. I hvert fald hvis du vil undgå at risikere en fartbøde eller det, der er værre.

For i dag, fredag, triller Nordjyllands Politi en af sine fotovogne ud til den strækning på motorvejen, hvor der er blevet taget ikke så få fartsyndere i tidens løb. Så sent som i marts sidste år blev intet mindre end 2800 bilister blitzet på bare fem timer, mens de havde alt for travlt med at komme fremad i nordgående retning efter at have været igennem tunnelen.

Denne gang vil Nordjyllands Politi måle bilisternes fart i begge retninger. Men præcis hvornår fotovognene ruller ud, og hvor de vil blive placeret, vil politiassistent Kim Haubro helst ikke ud med.

- Vi regner bestemt ikke med at skulle skrive bøder til 2800 bilister igen, men området omkring Limfjordstunnelen er meget ramt af færdselsulykker, så vi skal lige se lidt på, hvor hurtigt folk kører der, siger Kim Haubro.

Et af de steder, hvor bilisterne har sværest ved at overholde fartgrænsen er i området nord for Limfjordstunnelen, hvor man ikke - som man måske ellers havde forventet - må sætte farten op til 110 kilometer i timen, men skal blive på 90 kilometer i timen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland