Liebhaverlejligheder i Aalborg efterspørges i stor stil
Foto: Dimension Design Aps
3D-visualisering af Dimension Design Aps.
Flere og flere nybyggerriger langs havnefronten i Aalborg spirer op, og især liebhaverlejligheder er populære.
De senere år har været præget af stor byggeaktivitet på de tidligere industriområder langs havnefronten i Aalborg, men nu er der ikke flere ledige byggefelter. Hele området fra Kulturbroen til KMD-bygningen er bebygget, under opførelse eller projekteret, og de sidste overordnede streger for Aalborgs transformation mod fjorden er således slået.
Både ungdomsboliger, private- og udlejningslejligheder fylder i havnebilledet, men også liebhaverlejligheder skyder op.
- Der er ingen tvivl om, at Aalborg som by er blevet mere attraktiv, efter at der er kommet boliger ned til fjorden i de tidligere industriområder. De nye boligområder med både ungdomsboliger, lejeboliger og ejerlejligheder er med til at skabe liv, og vi oplever især meget stor efterspørgsel på liebhaverprojekter, fortæller ejendomsmægler Morten Dahl fra home Aalborg.
Lige nu er er TK Development ved at opføre et liebhaverprojekt på Beddingen 7, hvor 34 af 43 luksuslejligheder allerede er solgt.