Lille Vildmosecentret skaber mere værdi, end det får
Foto: Aalborg Kommune
Lille Vildmosecentret er måske ingen pengemaskine, men afkastet derfra er større, end man måske lige forventer, lyder det fra direktøren.
Det kan nogle gange ligne en underskudsforretning for stat og kommuner at poste penge i museer og centre, som ofte ikke ville kunne klare sig uden økonomisk støtte.
Og sådan kunne det måske også se ud for Lille Vildmosecentret. Også her har Aalborg Kommunes sparekniv ramt hårdt, og centret får ikke lige så meget i kommunal støtte som tidligere. Men noget tyder på, at pengene til centret alligevel er godt givet ud, fordi centret skaber langt mere værdi, end man først måtte formode.
- Ikke nok med at arbejdspladserne, som Lille Vildmosecentret skaber, er flere, end man egentlig skulle tro, så er det også arbejdspladser, der ikke kan flyttes væk fra området, siger direktør Bo Gregersen fra Lille Vildmosecentret.
Han peger også på, at centret genererer andre indtægter i samfundet end bare lige entréindtægter til selve centret. Også spisesteder, campingpladser, hoteller, butikker og håndværkere nyder godt af, at der kommer flere turister til Nordjylland.
Helt ny kundegruppe
- Der er nu over 150.000 gæster i Lille Vildmoseområdet om året, hvoraf vel de 50.000 er turister. Det skaber en omsætning på cirka 10 millioner kroner pr. år. Undersøgelser har vist, at det genererer 16-18 arbejdspladser i lokalområdet hos op mod 50 virksomheder, og hertil kommer så de 5-6 personer, som arbejder på Lille Vildmosecentret, forklarer Bo Gregersen.
Uden for højsæsonen får vi besøg af flere og flere pensionister i hverdagene.
Jens Jørgensen, Dokkedal Camping
Det kan for eksempel mærkes hos campingpladsen i Dokkedal, hvor en helt ny gruppe besøgende er dukket op alene på grund af Lille Vildmosecentret.
- Vi har fået en helt ny kundegruppe, siger indehaver Jens Jørgensen.
- Uden for højsæsonen får vi besøg af flere og flere pensionister i hverdagene. De er typisk hos os tre-fire dage, hvor de så har god tid til at besøge Lille Vildmose flere gange og opleve naturen og det rige dyreliv, fortæller Jens Jørgensen.
God forretning
Direktør på Lille Vildmosecentret, Bo Gregersen, peger også på, at halvdelen af de offentlige driftsmidler, centret bevilliges, bliver returneret til stats- og kommunekasser i form af skatter og afgifter fra blandt andet løn.
- Det er altså en rigtig god forretning at støtte naturcentret, siger Bo Gregersen.
- Derudover skal man også tænke på alle de mange ikke-målbare bidrag, som Lille Vildmosecentret bidrager med: Skabelse af ny viden, uddannelse, bevarelse af naturarven og så videre, tilføjer direktøren.
Derfor beklager han, at Aalborg Kommune har tænkt sig at skære i støtten til Lille Vildmosecentret i 2018. Til gengæld kan centret måske hente lidt med det solcelleanlæg, der bliver sat op med støtte fra Lille Vildmose Naturfond.