Limfjordstunnelen kan ikke klare mere trafik

Limfjordstunnelen har nået grænsen for, hvor meget trafik tunnelen kan rumme. Regionsrådsformand kalder på handling fra ny minister.

Mængden af trafik til og fra Aalborg har i længere tid været stigende. Det har medført pres på Limfjordstunnelen, som nu har nået grænsen for, hvor mange biler der dagligt kan passere igennem tunnelen. Det viser en ny måling.

Vejdirektoratets seneste tal viser, at der hvert døgn kører 80.106 biler igennem Limfjordstunnelen. Dermed er grænsen for kritisk trængsel i tunnelen på 80.000 biler per hverdagsdøgn overskredet, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

- Vi har længe gået og sagt, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville ske. Og nu kan vi så konstatere, at kapacitetsgrænsen i tunnelen for første gang er overskredet. Det er alvorligt, og jeg har allerede kontaktet den nye transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og inviteret ham til Nordjylland, for det er afgørende for landsdelens fortsatte udvikling, at vi nu får skred i sagerne, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Socialdemokratiet).

De nye tal understreger ifølge Ulla Astman behovet for at etablere en tredje Limfjordsforbindelse. Limfjordsbroen passerede nemlig allerede for flere år siden sin grænse på 31.000 biler per hverdagsdøgn.

- Tredje Limfjordsforbindelse er forrentningsmæssigt blandt landets bedste investeringer. Vi har en gennemført VVM, og der ligger allerede en beslutning omkring linjeføring. Vi ved, at det tager 6-8 år at bygge en ny forbindelse, så vores budskab er klart: Vedtag en anlægslov og afsæt statslige midler til at komme i gang med etableringen, siger Ulla Astman.

Den nye regering, som blev præsenteret mandag, skriver i sit regeringsgrundlag, at den ønsker at gennemføre flere samfundsøkonomisk fornuftige investeringer i bedre infrastruktur. Men en tredje Limfjordsforbindelse er ikke et af de eksempler, der er fremhævet i regeringsgrundlaget.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland