Løbehjul var årsag til brand i villa
Villaen her i Nørresundby er slemt tilredt efter der tidligt fredag morgen var brand i et løbehjul i kælderen. Foto: Per Frank Paulsen
Det var et løbehjul, der stod til opladning i kælderen, der var årsag til, omfattende brand i en villa i Nørresundby tidligt fredag morgen.
Heldigvis kom ingen mennesker til skade fredag morgen, da en større brand pludselig brød ud i en villa i Nørresundby, men der er sket omfattende skader på huset.
Det er en temmelig usædvanlig brandårsag; nemlig et elektrisk løbehjul, der stod til opladning, og der er formentlig tale om, at batteriet er blevet overophedet .
Det var husets søn, der opdagede branden fredag morgen omkring klokken 7.30.
Branden i kælderen bredte sig til etageadskillelserne, og såvel stueplan som førstesalen er skadet som følge af branden. Også helt op til taget er der sket skader, og vagtchefen hos Nordjyllands Politi oplyser, at man fredag formiddag er i gang med at pille taget ned på grund af brandskader.