Lokalopgør: White Hawks tager første stik i kampen om DM-bronze

Fredag aften mødtes Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks i den første af to bronzekampe, og her snuppede frederikshavnerne sejren.

Tabernes finale - det er ikke kampe, man som sportsudøver for alvor ønsker at spille. Og det samme gør sig formentlig gældende for spillerne fra Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks, der fredag aften mødtes i den første af to bronzekampe.

Alligevel står æren altid på spil, når lokalrivalerne fra Aalborg og Frederikshavn står overfor hinanden, og fredag aften var det gæsterne fra Frederikshavn, der fik håneretten. I hvert fald indtil videre. 

For med en sejr på 1-3 ude over piraterne, står White Hawks nu med de bedste kort på hånden inden lørdagens returopgør og afgørende kamp i serien om DM-bronzen. 

Det var også gæsterne fra Frederikshavn White Hawks, der kom bedst fra start, da amerikaneren Cam Spiro efter knap fire minutters spil kunne gøre det til 0-1. Den stilling holdt helt til pausen.

I anden periode kom hjemmeholdet godt tilbage i opgøret, og efter ni minutters spil kunne Jeppe Jul Korsgaard udligne til 1-1.

Den føring varede dog kun kortvarigt, for kun to minutter senere kunne Frederikshavns Cam Spiro med sit andet mål gøre det til 1-2 til gæsterne.

Og seks og et halvt minut senere var den gal igen for hjemmeholdet endnu en gang. Canadiske Dale Mitchell med pucken, og den sender han i nettet til en føring på 1-3 til høgene.

Piraterne havde derfor lidt af en opgave foran sig i tredje periode, hvis de skulle have noget med fra det nordjyske lokalopgør. Men det blev altså ikke til flere scoringer, og dermed har piraterne ryggen mod muren, hvis de skal slutte sæsonen med metal.

De to nordjyske mandskaber mødes i det afgørende opgør om bronzen i morgen, lørdag, klokken 17 i Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland