Foto: Robert Bedsted

Lønnen er udbetalt: Litauere genoptager arbejdet

Syv litauiske håndværkere har de seneste dage strejket, fordi de manglede løn fra deres arbejdsgiver. Tirsdag har de genoptaget arbejdet igen, efter de fik pengene udbetalt.

En længere kontrovers mellem tømrerfirmaet Rectus Byg og syv litauiske håndværkere, der har haft deres arbejdsgang i Store Tingbakken i Vodskov, ser ud til at nå sin afslutning.

Håndværkerne nedlagde torsdag formiddag arbejdet, fordi Rectus Byg manglede at udbetale dem cirka 600.000 kroner i løn, feriepenge og pension.

Tirsdag har litauerne genoptaget arbejdet, efter Rectus Byg udbetalte dem den manglende løn og feriepengene samt givet håndslag på, at pensionen bliver udbetalt torsdag i denne uge. Det fortæller Reidar Kogstad, formand for Fagligt Byggeri i 3F Aalborg.

- De er kommet til enighed, pengene er blevet indbetalt til deres konto, og det har håndværkerne stillet sig tilfreds med, siger han.  

Læs også Strejke fortsætter: Litauere har 400.000 kroner til gode i løn

Sagen slutter dog ikke helt her. Onsdag eftermiddag afholder 3F Aalborg et møde med Rectus Byg samt repræsentanter fra byggebranchen og 3F Danmark for at sikre, at pengene passer.

- Vi skal sørge for, at kroner og ører stemmer, så vi starter med at afholde det møde her. Men processen kommer til at tage lang tid, og vi ved først hvor lang i morgen, siger Reidar Kogstad.

Sagens videre forløb afhænger af, hvorvidt 3F kan få dokumentation fra Rectus Byg omkring lønforholdene.

Selvom det kun var litauiske håndværkere, der manglede at få udbetalt løn, strejkede flere af deres danske kollegaer fra et andet tømrerfirma i to omgange for at udtrykke sympati med deres litauiske kollegaer. Det var på trods af, at de danske håndværkere brød deres overenskomst.

- Vi er nødt til at bakke østeuropæerne op, selvom de jo konkurrerer med os. Hvis et firma kan slippe for at betale feriepenge og pension, er der jo ingen, som kan konkurrere med deres priser, så vi må bakke kollegerne op, sagde en af de nordjyske håndværkere, der ikke vil stå frem med navn, til TV2 Nord fredag. 

Læs også Arbejdsmarkedsforsker: Flere østeuropæere vil strejke i fremtiden