Lynhurtige mynder samlet til EM: - Jeg bliver helt glad af det
Europas hurtigste hunde er i disse dage samlet i Nørresundby, hvor de dyster i fart og disciplin ved EM i lure coursing.
900 mynder og deres entusiastiske ejere var fredag til søndag samlet til EM i lure coursing i Nørresundby. En af de danske deltagere gik efter en topplacering.
Mynder er nogle af verdens hurtigste hunde, og søndag er 900 af de hurtigste af slagsen i Europa samlet til EM i lure coursing i Nørresundby.
Blandt deltagerne er den danske mynde, Agnes, som skal forsvare de rødhvide farver ved at jagte en falsk hare - ikke kun ved at være hurtigst, men også ved at være udholdende og løbe i flot stil.
Og dén opgave er hendes ejer, Poul Erik Nyby Fuglsang, ganske tilfreds med at have taget på sig.
- Jeg synes, det er stort at få lov til at repræsentere Danmark. Jeg synes, det er sjovt. Og så synes jeg, at vi har et kammeratskab her, siger Poul Erik Nyby Fuglsang.
Kammeratskabet er sådan et, der spænder vidt på tværs af landegrænser. I alt 350 campingvogne og autocampere fra 22 lande - blandt andet Sverige, Tyskland, Finland og Holland - er samlet på pladsen. I én af dem bor et hollandsk par med ikke mindre end 12 mynder.
- De er smukt bygget og meget rare af natur. De er venlige. Og jeg elsker, hvor hurtige de er. Jeg er vokset op med dem, så det hjælper meget. Jeg ved ikke noget bedre. Det er en livsstil. Det er ikke en hobby længere, det er en livsstil, siger Diana Hansen fra Holland, som er "mor" til de 12 mynder.
Tror på podieplads
For Poul Erik Nyby Fuglsang og hans mynde Agnes handler det om lidt mere end bare at være med - de er på jagt efter en plads på podiet.
Hundene skal løbe to løb på en dag, og det er det samlede antal point efter begge løb, der afgør placeringen. Efter sit første løb har Agnes lagt sig på en 11. plads, og Poul Erik Nyby Fuglsang er optimistisk.
- Agnes har faktisk gjort det rigtig godt. Jeg bliver helt glad af det. Hun ligger på en delt 11. plads, og der er ikke ret langt til podiet. Så nu skal det være, siger han inden Agnes' andet løb.
Og selv om Agnes et par gange snubler, er Poul Erik Nyby Fuglsang tilfreds med insatsen.
- Jeg synes, det var et rigtig godt løb. Hun var ved at falde et par gange, men hun rejser sig fint, så jeg tror på det. Jeg tror på det nu. Vi kommer med den bedste hund, vi går med den bedste hund – sådan er det, siger han.
EM i lure coursing var i år arrangeret af Dansk Myndeklub, som havde 90 frivillige til at hjælpe med at afvikle stævnet, der foregik over tre dage.