Må man bruge kunstig intelligens i gymnasiet? Skal gøres mere fair
En gruppe nyudklækkede bachelorer fra Aalborg Universitet har undersøgt, hvordan kunstig intelligens kan bruges som et hjælpemiddel til karaktergivningen for dansklærere på landets gymnasier.
Debatten har raset længe.
Er det i orden, at man bruger kunstig intelligens som hjælpemiddel på uddannelsesinstitutioner?
Maria Rom Kristiansen, Rasmus Jakobsen og Adam Faust Spies har netop afsluttet deres uddannelse i Politik og Administration. I deres afsluttende opgave valgte de efter længere tids overvejelser at kigge på kunstig intelligens.
Og her landede de hurtigt på den spændende problemstilling.
- Om man vil det eller ej, virker det til, at AI (kunstig intelligens red.) er kommet for at blive. Så det var et emne, der gav rigtig god mening, fortæller Maria Rom Kristiansen.
Efter at have set en rapport fra CEPOS, der fortæller om problemstillingen med karakterforskelle på de danske gymnasier, gik gruppen i gang med at kigge på mulige løsninger - herunder altså også kunstig intelligens.
- Vi håber med værktøjet her at kunne skabe de samme forudsætninger og et mere fælles grundlag for karaktergivningen for alle elever. Læreren kan godt se, hvem der skriver opgaven, men kunstig intelligens er ligeglad med, hvem der er afsender, siger Maria Rom Kristiansen.
Hjælp fra dansklærere landet over
For at fastslå præcis hvor stort problemet er, skrev gruppen til dansklærere fra forskellige danske gymnasier og bad om hjælp, og 119 lærere endte med at deltage i undersøgelsen.
De skulle hver især bedømme præcis den samme danskopgave ud fra de nuværende karaktergivningsprincipper for netop at se, hvor stor spredning der ville være i karaktererne.
- Resultaterne gik helt fra 00 til 12, altså fra dumpet til topkarakter. Vi havde regnet med, at det ville spænde bredt, men at det var så bredt viste bare, at vi havde fat i et reelt problem, siger Maria Rom Kristiansen.
Den danske karakterskala
7-trins-skalaen
"7-trins-skalaen består af fem karakterer for beståede præstationer (12, 10, 7, 4 og 02) samt to karakterer for ikke-beståede præstationer (00 og -3)."
12 - Den fremragende præstation - Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler
10 - Den fortrinlige præstation - Karakteren 10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler
7 - Den gode præstation - Karakteren 7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler
4 - Den jævne præstation - Karakteren 4 gives for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler
02 - Den tilstrækkelige præstation - Karakteren 02 gives for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål
00 - Den utilstrækkelige præstation - Karakteren 00 gives for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål
-3 - Den ringe præstation - Karakteren -3 gives for den helt uacceptable præstation
De tre studerende lavede derudover et forsøg, hvor nogle af lærerne skulle give en opgave karakter uden hjælpe fra kunstig intelligens, mens andre havde hjælpeværktøjet til rådighed.
Denne undersøgelse viste, at lærerne der brugte kunstig intelligens som hjælpemiddel til karaktergivningen var 85 procent tættere på den korrekte karakter, end dem der gav karakter uden hjælp.
Se hele indslaget om kunstig intelligens her.
AI skal bruges som støtte
Gruppen forsøger ikke at tage hverken jobbet eller den endelige beslutning fra lærerne, men ønsker med den kunstige intelligens at bringe mere hjælp og retfærdighed ind i klasselokalet.
- Den kommer ikke til at tage beslutningerne for den enkelte lærer, men den kan læse en opgave rigtig hurtigt og kigge på noget struktur og noget kommatering - og derudover kan læreren så støtte den kunstige intelligens og komme med sin fagprofessionelle vurdering, forklarer Adam Faust Spies og fortsætter:
- Danske elever kommer til at vinde ved, at deres karakterer ikke er påvirket af vejret, eller om det er før eller efter frokost. Med det her værktøj får de en feedback, der virkelig er gennemarbejdet og kan forholde sig til eleven, fordi det er skabt både af læreren og af AI.
Et opråb til Christiansborg
Projektet har allerede nu startet en debat om karakterer og om, hvor præcist de i virkeligheden bliver givet, men gruppen bag håber på, at deres forslag i sidste ende kan forbedre forholdene for både elever og lærere.
- Vi håber, at Børne- og Undervisningsministeriet ser vores projekt og kan se potentialet i at lave et støtteværktøj til lærerne en gang i fremtiden. Vi er slet ikke ude i at ville erstatte lærerne - overhovedet ikke - men alle vil komme til at få gavn af nogle mere fælles forudsætninger for karaktergivningen, slutter Maria Rom Kristiansen.