Madspildsskole er kommet til Aalborg: - Vi skal tænke på jordens ressourcer, siger deltager
Familien Danskgaard besøgte Madspildsskolen sammen med fire andre familier.
Mandag blev dørene slået op til madspildsskolen, hvor familier lære at blive bedre til at bruge alt i køleskabet i stedet for at smide det i skraldespanden.
Kristina Danskgaard og hendes børn er i fuld sving med at lave tortillas i skolekøkkenet i Aalborg.
Familien er der ikke bare for at lære at lave mad - men for at lære at bruge alle råvarerne i køleskabet stedet for at smide dem ud.
- Vi skal tænke på jordens ressourcer. Vi har jo fået at vide, at de er knappe, og jeg vil gerne give det videre til mine børn, at vi skal være bedre mod jorden, siger Kristina Danskgaard.
10-årige Maya Danskgaard får også skrevet sig nogle ting bag øret.
- Jeg lærer, at man ikke skal smide så meget mad ud, og man godt kan bruge det, selvom brødet er blevet lidt tørt, siger hun.
Alle hold over hele landet er udsolgt
Madspildsskolen sker over hele landet og er blevet taget godt imod. Alle holdende er nemlig udsolgt.
- Vi håber, at folk går hjem med lidt grundlæggende forståelse for det med smagene og mod på at kaste sig ud i det. Det kan godt være, at grøntsagen har lidt visne blade, men hvis jeg lige tager dem væk, så kan det godt bruges alligevel, siger Anja Søholm, der er eventchef i Arla.
Hvad er Too Good To Go?
Too Good To Go er en app, hvor man kan købe mad til en billig pris fra restauranter og butikker.
Den mad, der skulle være røget i skraldespanden bliver solgt til en billigere pris, og på den måde får man reduceret madspild.
Flere tons mad bliver smidt ud
Ifølge Miljøstyrelsens kortlægning af Danmarks madspild bliver omkring 814.000 tons mad smidt i skraldespanden hvert år. 247.000 tons af den mad, der bliver kasseret, kommer udelukkende fra danske husholdninger.
Derfor er madspildsappen Too Good To Go, Arla og Arla Fonden er gået sammen om at give danske familier redskaberne til at kunne lave mere mad med mindre madspild og på den måde få brugt alt i køleskabet.
Madspildsskolen blev for første gang budt velkommen sidste år i København. I år har Føtex tilsluttet sig projektet som samarbejdspartner, hvilket har gjort det muligt at udvide konceptet til fem danske byer, herunder Aalborg.
Se hele indslaget fra madsspildsskolen: