Mand død i drukneulykke ved Nibe
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
En mand er fredag eftermiddag blevet bjærget fra Limfjorden ved Nibe. Han er senere erklæret død.
En mand er fredag eftermiddag druknet i Limfjorden. Han blev bjærget ved Nibe og blev efterfølgende erklæret død. Mandens pårørende er underrettet, oplyser Nordjyllands Politi.
- Vi modtog en anmeldelse om, at der var en person i vandet. Vi rykkede ud og fik med hjælp fra Nordjyllands Beredskab bjærget manden. I ambulancen blev han erklæret død, siger vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi.
Anmeldelsen om den mulige drukneulykke kom klokken 14.34. En redningsaktion blev indledt, men mandens liv stod ikke til at redde.
Der er tale om en mand, som er født i 1965. Fredag formiddag var han ifølge vagtchefen taget ud for at fiske.
- Han havde aftalt med sin kone, at han ville være hjemme ved 13-tiden, og da han ikke kom hjem, tog hun ud for at lede efter ham. Det var hende, der fandt ham i vandet, siger vagtchefen.
Manden fiskede ved bredden og var ikke sejlet ud på Limfjorden.