Mand fundet livløs i detentionen i Aalborg

En 44-årig mand blev lørdag morgen fundet livløs i detentionen i Aalborg. Han døde efterfølgende på Aalborg Universitetshospital.

Omkring klokken seks lørdag morgen blev en 44-årig mand fundet livløs i detentionen på politigården i Aalborg. Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Efter fundet af manden blev der straks ydet førstehjælp og tilkaldt en ambulance, hvorefter den 44-årige mand blev fragtet til Aalborg Universitetshospital.

Mandens liv stod dog ikke til at redde, og han afgik ved døden kl 14.10.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed overtog med det samme sagen, og der blev hurtigt sendt efterforskere til politigården i Aalborg for at undersøge hændelsesforløbet omkring mandens død.

Det er Den Uafhængige Politiklagemyndigheds opgave at undersøge, når en person af kommet alvorligt til skade eller afgået ved døden i politiets varetægt.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysningen i sagen. Når undersøgelsen er afsluttet vil der blive lavet en redegørelse til Statsadvokaten i Viborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland