Mand gik rundt med en stor kniv i Jomfru Ane Gade

Flere patruljer blev onsdag eftermiddag sendt til Jomfru Ane Gade, da et vidne havde set en mand gå rundt med en kniv.

Onsdag eftermiddag opdagede et vidne, at en mand gik rundt med en kniv på cirka 20 centimeter inde på Jomfru Ane Gade i Aalborg. Vidnet kontaktede straks politiet.

Ganske rigtigt kunne politiet se på overvågningskameraerne i Jomfru Ane Gade, at en mand med en kniv var på vej ind på en af gadens restaurationer.

- Vi kan se på kameraerne, at personen står med kniven i hånden. Han går ind i på et værtshus, og vi sender tre patruljer, lyder det fra Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Da politiet kom frem, blev det hurtigt konstateret, at der var tale om en psykisk uligevægtig person.

- Han bliver umiddelbart sigtet for overtrædelse af knivloven, for det er en ulovlig kniv at gå med på gaden. Manden er nu kørt til psykiatrisk sygehus, hvor han lige nu bliver tilset af en læge. Han bliver formentligt indlagt på psykiatrisk sygehus, siger vagtchefen.

Der var tale om en brødkniv på godt 20 centimeter. Manden er 29 år og fra Aalborg.

- Der har ingen farlig situation været, understreger Karsten Højrup Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland