Mand sprang ud foran bil og smadrede forrude

En beruset mand sprang fredag eftermiddag ud foran en bil, og køretøjets forrude blev knust ved ulykken. Manden slap dog med mindre skrammer.

En bilist må have fået sig lidt af et chok, da en mand af litauisk afstamning pludselig sprang ud på kørebanen. 

Episoden skete fredag eftermiddag på Aggersundvej i Aalborg Øst. 

- Hvorfor han sprang ud foran bilisten ved vi ikke, men forruden blev i hvert fald knust på bilen, forklarer vagtchef hos Nordjylland Politi, Poul Badsberg.

Da Politiet ankom til stedet, var den litauiske mand både beruset og opfarende. Politiet fik dog lagt en dæmper på gemytterne, og en ambulance blev tilkaldt.

Den litauiske mand bliver bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor han ligger til observation. På trods af den knuste rude i bilen slap litaueren med enkelte skrammer. 


Seneste nyt

fra Nordjylland