Martin mangler sin Puch Maxi: - Mit hjerte er knust over min knallert er stjålet
Mit hjerte er blevet knust. Sådan lyder det fra Martin Thimm, der har mistet sin elskede knallert, en dybblå Puch Maxi med en grøn trækasse bagpå fra en garage i Aalborg. Har du set den, så hører Martin gerne fra dig. Privatfoto
Mit hjerte er blevet knust. Sådan lyder det fra Martin Thimm, der har mistet sin elskede knallert, en dybblå Puch Maxi fra en garage i Aalborg.
For Martin Thimm er det ikke bare en knallert, der med et er væk. Det er en syv år lang historie, fyldt med gode minder og håb og forventninger om fremtiden. En historie, der brat blev revet itu torsdag eftermiddag. Martin Thimm ville stolt vise sin familie, hustru, søn og datter, at ”fars Puch” lige var kommet hjem fra værksted og forårsklar. Men da familien nærmede sig garagen, kunne Martin Thimm se, at noget var helt galt. Låsen var brudt op, og håndtaget var drejet. Inden for manglede den dybblå Puch Maxi med den grønne trækasse bagpå.
- Jeg er nok lidt gammeldags og romantisk, men for pokker hvis ikke det havde været fordi min hustru, min søn og datter var med, da jeg opdagede, at den var blevet stjålet, ja, så havde jeg nok tudet endnu, fortæller den 36-årige selvstændig erhvervsdrivende, Martin Thimm, Aalborg.
Han havde købt knallerten for syv år siden af en ældre mand, der havde passet godt på den karakteristiske knallert. Prisen lød dengang på 3.000 kroner, siden har Martin Thimm ofret 8.000 kroner og mange timer på knallerten, der samtidig blev startskud til knallertklubben Brothers on Mopeds. En klub, som Martin Thimm i dag er vicepræsident for. En klub som er fyldt med glade drenge, der alle har en forkærlighed for gamle traditioner – og ja, Puch Maxi.
- Vi var nogle stykker, der havde set en gammel film om nogen, der kørte Puch Maxi og fik ideen til, at starte en knallertklub i Aalborg, fortæller han.
Jeg er nok lidt gammeldags og romantisk, men for pokker hvis ikke det havde været fordi min hustru, min søn og datter var med, da jeg opdagede, at den var blevet stjålet, ja, så havde jeg nok tudet endnu
Martin Thimm
Sammen har medlemmerne i klubben gennem årerne blandt meget andet taget turen til Skanderborg Festival – ligesom Martin Thimm også husker tilbage på en særlig tur for flere år siden sammen med sin hustru.
- Jeg ved godt, det lyder lidt skørt, men vi kørte til Nibe en sommerdag og spiste en is, fortæller Martin Thimm, der ud over at være ked af det også er utroligt skuffet over, at nogen ikke har kunnet kende forskel på ”dit og mit”, når man vælger at bryde ind på privat område. Et område, der er lukket og låst af.
Puch’ en har da heller ikke altid fået lov at stå så langt fra Martin Thimm. Han har nemlig haft den til at stå på sin altan – for at ingen skulle løbe med den.
- Det var da, jeg boede i lejlighed. Jeg slæbte den hver dag op på 2. sal, ind gennem stuen og ud på altanen, fortæller han.
Delt 16.000 gange på Facebook
Tilsyneladende er der mange andre, der har de samme følelser for en gammel og godt brugt Puch Maxi. For efter Martin Thimm forleden lagde et opslag på Facebook, hvor han fortæller om, at hans knallert er stjålet fra en garage i Aalborg, så er opslaget blevet delt hele 16.000 gange. Det er folk fra hele landet, ligesom også Puck Maxi-fans fra Sverige har skrevet om den forsvundne knallert fra Nordjylland.
Jeg slæbte den hver dag op på 2. sal, ind gennem stuen og ud på altanen
Martin Thimm
- Det er helt vildt, det er stukket helt af, men jeg tror, den store interesse handler om, at alle på en eller anden måde kan relatere sig til en Puch Maxi. Samtidig så lever vi en verden, hvor der sker så meget kriminalitet, der slet ikke er til at forstå, fordi det er så ukonkret som for eksempel når nogen snyder staten for millioner af kroner. Det her, en Puch Maxi er stjålet fra en garage i Aalborg – det er til at forstå, det er konkret, og folk kan hjælpe – og vil hjælpe. Jeg får dagligt mellem ti og 15 henvendelser fra folk på Facebook, der fortæller, at de tror, de har set den, fortæller Martin Thimm.
Desværre endnu uden held. For knallerten er ikke fundet – selv om der er kommet tip fra både Horsens og Ringsted. Og forleden var Martin Thimm lige ved at tro, at hans elskede Puch Maxi var tæt på at kunne komme hjem igen.
- Jeg havde fået en henvendelse fra en i Ringsted, der havde set en kassebil slæbe en knallert ud – en der passede på signalementet. Jeg havde fået organiseret nærmest en lille politiaktion, men desværre kunne politiet fortælle, at det ikke var min Puch Maxi, fortæller Martin Thimm.
Martin Thimm har naturligvis anmeldt tyveriet til Nordjyllands Politi, og selv om knallerten i kroner og ører ikke har en uerstattelig værdi, så er Puch’ en helt uerstattelig for den tidligere professionelle ishockeyspiller, Martin Thimm.
Sønnen skulle overtage Puch'en
Han havde store planer med sin Puch Maxi både her og nu og også for årene, der kommer.
- Min søn, Laurits, er godt nok bare to år, men det var jo planen, at han skulle have den, når han blev gammel nok til at køre knallert, siger Martin Thimm, der aldrig nogensinde har overvejet at skille sig af med Puch’en.
Nu håber han, at hans efterlysning bærer frugt, så han får sin Puch Maxi hjem igen. Dertil kommer, at han har udlovet en dusør i håb om, at nogen ved noget om hans uvurderlige knallert.
Min søn, Laurits, er godt nok bare to år, men det var jo planen, at han skulle have den, når han blev gammel nok til at køre knallert
Martin Thimm
- Jeg kunne i princippet bare købe en ny, men det er ikke det, det handler om. Det her er min, den er en del af min historie, mine minder og jeg vil så gerne have den med i min fremtid også, siger Martin Thimm, som håber, at nogen kan give ham et brugbart tip om, at knallerten, der er pudset, plejet og poleret, kan komme hjem igen.