Direktør for Spritten: - Aalborg Kommune forsøger at presse 5,8 millioner kroner ud af os

Der er millioner af kroner på spil i striden mellem Aalborg Kommune og Spritten A/S, som nu trækker kommunen en tur i Ankestyrelsen. TV2 Nord kan nu offentliggøre hele Sprittens klage.

Det er regninger på i alt 5,8 millioner kroner, der ligger til grund for balladen mellem Aalborg Kommune og Spritten A/S – en ballade, der for to uger siden førte til, at Spritten A/S har sat udviklingsprojektet på spritfabrikkernes område i Aalborg i bero på ubestemt tid.

Millionstriden fremgår af den klage, som Spritten a/s har indgivet til Ankestyrelsen med det formål at få afklaret, om Aalborg Kommune kører en ulovlig praksis over for bygherrer.

Ifølge klagen har Aalborg Kommune i to tilfælde taget initiativ til såkaldte udbygningsaftaler, som vedrører tiltag og forbedringer i området ved Spritten.

- Det er direkte ulovligt i sig selv. Kommunen må ikke tage initiativ til den slags aftaler, da det i så fald er ulovligt opkrævet skat, og jeg kan med sikkerhed sige, at det ikke er os, der er kommet med de to forslag, siger manden bag Spritten A/S, Martin Nielsen.

Klik her og download hele Sprittens klage over Aalborg Kommune:

document — Spritten A/S´ klage til Anklagestyrelsen over Aalborg Kommune., 47.71 MB
Spritten A/S vil nu have Ankestyrelsen til at vurdere, om Aalborg Kommune har handlet i strid med loven i sagen om såkaldte udbygningsaftaler for området ved de gamle spritfabrikker i Aalborg.

Million-projekterne

Den ene udbygningsaftale handler om såkaldt klimasikring af havnefronten langs Spritten. Det vil i alt koste 25 millioner kroner, og heraf skulle Spritten A/S betale 10 procent, svarende til 2,5 millioner kroner.

Den anden udbygningsaftale vedrører en række forbedringer på området omkring Kulpladsen samt området omkring det kommende kunstcenter. Forbedringerne og tiltagene vil i alt løbe op i 16,5 millioner kroner og heraf er der lagt op til, at Spritten A/S skal betale 20 procent af den regning, eller i alt 3,3 millioner kroner. I alt en regning til Spritten A/S på 5,8 millioner kroner.

- Intet – som i absolut INTET – af det, der ligger i de to aftaler, er ønsker, vi har haft. Det er heller ikke noget, som vi på idéudviklingsmøder eller andet er kommet frem med over for kommunen. Det er noget, vi er blevet præsenteret for af kommunen, siger Martin Nielsen og tilføjer:

- Vi har oplevet det som kommunens ønskeseddel til udvikling i området, og ved at lægge det ind i såkaldte udbygningsaftaler forsøger kommunen så at presse 5,8 millioner kroner ud af os.

Martin Nielsen, og hans projekt-partnere Jan og Rikke Gaardboe, var i forvejen tilfreds med gældende lokalplan i området og har på intet tidspunkt ønsket tillæg eller ændringer til lokalplanen, før kommunen kom på banen med udbygningsaftaler med tilhørende million-regninger.

- Det her handler om måden, som Aalborg Kommune optræder på over for samarbejdspartnere som os. Det handler om, at det efter vores opfattelse er ulovligt, og det går vi nu efter at få Ankestyrelsens ord for, så vi kan få kommunens praksis stoppet, siger Martin Nielsen.

En udbygningsaftale er en aftale, en grundejer kan foreslå, hvis vedkommende har ønsker om at forbedre en del af infra-strukturen omkring sin grund. Det kan være et lyskryds ind til et område eller udvidelse af et havneområde. Hvis en udbygningsaftale bliver vedtaget, deler grundejer og kommunen udgifterne. Men ifølge Planloven må en udbygningsaftale kun ske på opfordring fra en grundejer, hvilket ifølge Spritten A/S ikke har været tilfældet. Grafik: TV2 Nord

Kommunen er åben for dialog

Hos Aalborg Kommune har direktør i By- og Landskabsforvaltningen Anders Fokdal også haft lejlighed til at sætte sig ind i den officielle klage, som Spritten A/S har indgivet til Ankestyrelsen.

- Vi har ikke på nuværende tidspunkt noget at sige til klagen. Ankestyrelsen har bedt om vores kommentarer til klagen, og dem afleverer vi naturligvis, hvorefter vi forventer, at Ankestyrelsen vil tage stilling til, om de vurderer, der er grundlag for at åbne egentlig tilsynssag, siger Anders Fokdal.

Han tilføjer, at sagen ikke står i vejen for en fortsat dialog med Spritten A/S .

- Nu går den sag sin gang, men for vores vedkommende står det ikke i vejen for, at vi kan fortsætte dialogen med bygherrerne om, hvad der i øvrigt skal ske med projektet, siger Anders Fokdal.

- Vi har ikke på nuværende tidspunkt noget at sige til klagen. Ankestyrelsen har bedt om vores kommentarer til klagen, og dem afleverer vi naturligvis, hvorefter vi forventer, at Ankestyrelsen vil tage stilling til, om de vurderer, der er grundlag for at åbne egentlig tilsynssag, siger Anders Fokdal.

Seneste nyt

fra Nordjylland