Masser af stemning: Aalborg Regatta fylder byen med mennesker
TV2 Nords fotograf fangede lørdag noget af den gode stemning til Aalborg Regatta.
Weekenden over er Aalborg fyldt med aktiviteter både til lands og vands. Det er Aalborg Regatta, der er anledningen, og for femte gang kan folk fra nær og fjern troppe op i byen og opleve den summe af aktiviteter og oplevelser, der alle har et maritimt afsæt.
På vandet har man kunnet opleve store sejlskibe fra nær og fjern, ligesom man både fredag og lørdag har kunnet se de lynhurtige P1 Powerboats drøne gennem limfjorden med 110 kilometer i timen. De sejler igen søndag for fuld drøn.
På land har der været masser af musikalske og kulturelle indslag, og lørdag klokken 21 er det Sanne Salomonsen, der som topnavn ventes at trække masser af mennesker til havneområdet.
Det hele slutter søndag, hvor der ligeledes er aktiviteter dagen igennem, indtil dette års udgave af regattaen lukker ned klokken 16.
TV2 Nords fotograf Michael Andersen var lørdag på pletten, hvor han fangede masser af stemning. Du kan se, hvad han kom hjem med i videoen herover.