Menno van Dam kunne ikke bruge Thelander: - Fylder intet
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
AaBs hollandske træner har været på Tiktok og kalder møde med tidligere spillere for ”en ting spillerne imellem.”
Fredagens kamp i Superligaen bliver første gang Rasmus Thelander møder AaB efter han – ovenpå at han blev vraget som anfører, trænede med på yderligt mandat og sågar var vraget til Superligakampe på bekostning af en tredjekeeper – fik ophævet sin kontrakt.
Nu spiller han på en halvårlig aftale hos Kent Nielsens Silkeborg, der har ”vækket” midtstopperen, som sidenhen flere gange har været på Rundens Hold.
- Du er uønsket i en klub som du vil så meget. Du vil holdet, klubben, byen. Det har været hårdt – og lærerigt, hvis jeg skal tage de positive briller på, sagde hovedpersonen selv lige efter skiftet.
Masser af eks-AaB'ere
På spørgsmålet om det har fyldt at stå overfor flere tidligere AaB’ere som (for længe siden) Kent Nielsen, Nicolai Larsen og mere nyligt Andreas Poulsen, Younes Bakiz og altså den tidligere anfører, Rasmus Thelander, er svaret fra AaB-træner Menno van Dam:
- Nej.
Kort og godt.
Menno van Dam uddyber dog alligevel.
- Vi har stadig rigelig travlt med vores egen stil. Sidste uge (0-2 mod Randers, red.) var en god kamp, men uden point, så hvordan vi får det overført til point - og forhåbentlig holdt Silkeborg på nul point mod os – har været vores eneste fokus, siger han med henvisning til 2-1-sejren i anden spillerunde.
Har været på Tiktok
Tidligere mødte Menno van Dam – og fik en del opmærksomhed for at kramme – flere tidligere spillere fra sin Brøndby-periode, da Jesper Sørensens tropper smadrede AaB 0-4.
Han afviser at det at møde tidligere spillere har noget fokus for ham som træner.
- Det er bedre for spillere, mener han.
- Jeg så en TikTok-film, hvor Thomas Müller sendte en hilsen til Lewandowski: ”Hey, we are coming!”, så jeg håber mere, det er spillerne, der har en god kontakt til hinanden. Jeg har kun fokus på vores taktik, vores spillestil, vores hold, siger hollænderen og understreger samtidig AaB bevæger sin ind i en ”engelsk uge” med tre kampe og en pokalkamp mod Esbjerg i midtugen.
- Det har jeg langt mere vigtigt for mig at planlægge end at tænke på tidligere spillere.
Men overrasker det dig, at en spiller som Thelander, der ikke spillede her, nu er fast i Silkeborg og på Rundens Hold?
- Jeg er glad for at han kan spille og blive belønnet. Og hvis du spørger alle spillere på mit hold, ville han også være på ugens hold. Det viser god karakter, svarer hollænderen.
Om det bliver Thelander eller van Dam, der kan juble til fredagsfest i Silkeborg, bliver afgjort med kickoff klokken 19 fredag – og reaktioner får du på sport.tv2.dk.