Mette demonstrerer mod Egholmmotorvej: - Andre muligheder blev lagt på hylden fra starten
Modstanden mod en tredje limfjordsforbindelse over Egholm fortsætter. I dag demonstranter samlet i Kildeparken og på gaden i Aalborg for at vise deres modstand til en motorvej over øen i Limfjorden.
Selvom regeringen har fremlagt planer om en tredje limfjordsforbindelse over Egholm, har Den Grønne Studenterbevægelse ikke opgivet kampen mod en motorvej over den lille ø i Limfjorden.
Regnen siler ned over Kildeparken i Aalborg. Det til trods er Den Grønne Studenterbevægelse i fuld gang med at gøre klar til lørdagens demonstration.
- Det kører som smurt med at få sat pavilloner op, så det er mest stemningen, der skal på plads nu, lyder det fra Mette Jensen, der er frivillig hos Den Grønne Studenterbevægelse.
Sammen med adskillige andre organisationer har de arrangeret en demonstration mod en motorvejsforbindelse over Egholm.
- Vi synes ikke, debatten er blevet taget ordentligt i sin tid. Det er nærmest kun Egholmforbindelsen, der er blevet undersøgt, og så er andre muligheder blevet lagt på hylden fra starten, siger Mette Jensen.
Stemningen bliver skabt ved såvel musikalske indslag, samt multikunstneren Jonny Hefty, der fremfører spoken word på scenen foran, hvad Nordjyllands Politi anslår til 500 demonstranter.
Blandt de fremmødte er Susanne Frandsen, der selv bor i Aalborg Vestby.
- Det er jo tæt på bebyggelse, hvis motorvejen opføres på den side af byen. Så jeg tror ikke på det, hvis vi skal passe på vores miljø, siger hun.
Også Enhedslistens nordjyske folketingsmedlem, Peder Hvelplund, er med til dagens demonstration.
- Den dårligste løsning er helt klart Egholmforbindelsen, fordi den både er klimaødelæggende og også naturødelæggende, lyder den klare melding fra Hvelplund.
Optimisme hos arrangør
Efter adskillige indslag fra scenen i Kildeparken, er demonstrationen klar til at bevæge sig ud i de aalborgensiske gader. En kort tur forbi Borgmesterens Forvaltning under parolen: Vi siger nej til Egholmmotorvej.
Men det er ikke blot opbakning, demonstranterne får med, på deres tur gennem det centrale Aalborg. Enkelte tilråb bliver sendt mod demonstrationen, ligesom adskillige bilister sidder med hornet i bund, da deres venstresving bliver blokeret af menneskemængden.
- Det er superfedt at mærke den her opbakning. Dermed ikke sagt, at det ikke er grænseoverskridende, når nogen bliver sure på én, men det føles som om, det er det her, der er nødvendigt, lyder det fra Mette Jensen.
Sidste måned præsenterede regeringen sin infrastrukturplan, og den indeholder netop en 20 kilometer lang motorvej over Egholm, men Mette Jensen mener ikke, at løbet er kørt.
- Der har jo været kamp om det her i over 10 år. I 2011 blev der indgivet 1500 høringssvar, og der blev ikke lyttet til det, men det føles som om debatten er ved at åbne op igen på grund af det pres, der er på politikerne, så vi håber da det duer nu, siger hun.
Om det duer eller ej, må tiden vise. Men dagens medarrangør er optimistisk, da demonstrationen er på vej tilbage mod Kildeparken.
- Jeg er helt overrasket over opbakningen og jeg håber, der er nogen, der har set os og at det vækker nogle tanker i dem, så der er flere, der begynder at overveje, om en Egholmmotorvej er noget, vi gider at have.