Mette Frederiksen skyder valgkampen i gang i Aalborg
Foto: Steven Vikkelsø Andersen
Mette Frederiksen vil gerne være statsminister. I dag skød hun valgkampen i gang i Aalborgs gader.
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen er lørdag på besøg i den nordjyske hovedstad for at skyde valgkampen i gang forud for det kommende folketingsvalg.
- Jeg synes Nordjylland skal prøve at have en statsminister, og det er jeg jo kandidat til, siger Mette Frederiksen (S) til TV2 Nord.
Sammen med en stribe af de nordjyske folketingskandidater var hun i dag på gaden for at snakke med nordjyderne.
- Vi er i gang med valgkampen. Det vil jeg slet ikke lægge skjul på, siger Mette Frederiksen.
Det er dog usædvanligt tidligt, at Mette Frederiksen kalder til valgkamp. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har helt indtil sommeren næste år, før han behøver at udskrive valg.
- Det er simpelthen for at nå at tale med så mange mennesker som muligt. Jeg ved godt, at nogle vælgere har forladt Socialdemokratiet, men jeg tror på, at vi ved at tale sammen kan nå hinanden, siger Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen skiftede sidste år sin valgkreds i Ballerup ud med Nordjylland. Nu håber hun på at trække nok stemmer til at kunne kalde sig statsminister efter valget.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at Aalborg og Nordjylland er en socialdemokratisk bastion, og det vil vi kæmpe for, at den også skal være i fremtiden, siger Mette Frederiksen.
Socialdemokratiet går blandt andet til valg på flere penge til velfærd, grøn omstilling og en stram udlændingepolitik.