Mettes klage blev afvist efter en uge: Lægefejl var forældet, før den blev opdaget

Mette Nielsen fra Hals fik i 2020 konstateret den sjældne og invaliderende sygdom Myasthenia Gravis. En neurolog overså fem år tidligere klare tegn på sygdommen - og nu kan Mette Nielsen ikke klage over ham.

Selv om Mette Nielsen, der er 54 år og fra Hals i seks år blev fejlbehandlet på grund af en lægefejl, og til sidst var invalideret af sin sygdom, kan hun ikke klage over forløbet. Lægens fejl skete nemlig for mere end fem år siden, og derfor er sagen forældet.

Lægefejlen fra 2015 blev opdaget i maj måned 2020, da Mette Nielsen for anden gang i sit sygeforløb blev undersøgt for en meget sjælden lidelse. Hun var ikke selv i tvivl, da hun hørte om lidelsens karakteristiske symptomer.

- Jeg tænkte med det samme, at det var det jeg fejlede. Alt passede på mit sygeforløb, hvor jeg mistede kontrol over mine muskler især i ansigtet. Det påvirkede også min evne til at tale – jeg blev hurtigt træt og mistede kræfterne i mine muskler, siger Mette Nielsen

Undersøgelsen i 2020 slog fast, at Mette Nielsen led af Myasthenia Gravis. En sygdom, der kun rammer 20-25 danskere om året. Sygdommen påvirker forbindelsen mellem nerver og muskler, og de første symptomer viser sig netop i ansigtsmusklerne, hvor tale- og synkebesvær er typiske tegn.

Neurolog Søren Due Andersen, der undersøgte Mette Nielsen i 2020 på privathospitalet Aleris Hamlet i Aalborg, finder dokumentation på, at diagnosen Myasthenia Gravis burde være opdaget allerede i 2015. Her blev Mette Nielsen nemlig undersøgt af en anden privatpraktiserende neurolog. Selv om prøverne også dengang viste tydelige tegn på lidelsen, skete der ingenting.

Fakta: Myasthenia gravis

  • Myasthenia gravis er en sjælden sygdom som kan opstå i alle aldre
  • Symptomerne er øget træthed af muskler ved aktivitet og normalisering efter hvile.
  • I starten kan det alene vise sig ved et hængende øjenlåg eller synkebesvær. Senere kan andre muskler i kroppen blive involveret
  • Medicinsk behandling kan lindre symptomerne men ikke helbrede sygdommen

Kilde: Sundhed.dk

Søren Due Andersen konstaterer i journalen: ”Der er tilsyneladende ikke reageret på dette svar”.

Fejlen er forældet efter fem år

Men da Mette Nielsen bliver klar over fejlen, der blev begået i 2015 er det allerede for sent at klage. Styrelsen for Patientklager afviser nemlig overhovedet at behandle klagen, fordi fejlen er begået for mere end fem år siden.

Mette Nielsen klager over Styrelsen for Patientklager afgørelse, fordi hun jo først kan klage over en fejl, når den er opdaget. I dette tilfælde i 2020, men det får ikke styrelsen til at ændre deres afgørelse.

quote Mit liv har været et helvede i seks år, og så afviser de overhovedet at se på sagen på grund af en forældelsesfrist.

Mette Nielsen

I et brev dateret 10.02.2021 skriver Styrelsen for Patientklager til Mette Nielsen:

”Vi vurderer, at den oplysning ikke har betydning for vores afvisning af din klage. Vi lægger vægt på, at den femårige forældelsesfrist er fastsat i loven, og at der ikke kan dispenseres fra denne frist…"

De skriver videre:

"Du kan ikke klage til en anden myndighed over, at vi fortsat afviser din klage.”

Mette Nielsen er både fortvivlet og rasende over svaret:

- Hvordan skal jeg kunne klage over en åbenlys lægefejl, når jeg ikke har kendt til den. Det kendskab får jeg jo først i 2020, da min diagnose bliver stillet, og jeg endelig kommer i den rette behandling. Mit liv har været et helvede i seks år, og så afviser de overhovedet at se på sagen på grund af en forældelsesfrist, siger Mette Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland