For 13 år siden vendte en alvorlig sygdom op og ned på Mias liv, og hun blev tvunget til at se sin store passion i et helt nyt lys.
se 'Min far har Parkinson' i bunden af artiklen.
Der er fyldt godt op i hallen. Lyden af sneakers, der hviner, blander sig med lyden af handsker, som rammer boksepudder og metalkæder, der bevæger sig.
Mia Søgaard Jensens stemme skærer sig gennem infernoet. Hun er træner på et boksehold for mennesker med Parkinson. En opgave, der ligger hendes hjerte meget nær, og som hun ikke tøvede med at melde sig til, da muligheden bød sig for år tilbage.
For ikke nok med, at boksning nærmest løber gennem hendes årer, så har hun også sygdommen helt tæt på kroppen.
Klar til kamp
For 13 år siden fik Mia Søgaard Jensen nemlig en hjerteskærende besked. Hendes far var blevet diagnosticeret med Parkinsons sygdom.¨
Og selvom hun havde set tegn – en hånd, der begyndte at ryste, når den hvilede på gearstangen – så ramte nyheden hende hårdt.
- Jeg græd og græd og græd. Men jeg var også klar til kamp og vidste, at jeg ville gøre alt, jeg kunne for at hjælpe ham, siger Mia Søgaard Jensen.
Hun har – ligesom sin far, onkel og bror – en fortid med boksning. En sport, som både hun og faren Karl Johan Jørgensen, der også går under tilnavnet ’Jyden,’ har excelleret i. Hendes far har et hav af medaljer, og hun har selv vundet titlen som jysk mester.
Jeg krydser finger for, at jeg går fri, og så nyder jeg hver eneste dag, og alt det, jeg har
Mia Søgaard Jensen
- Min far hev mig med ud i bokseklubben, og da jeg var omkring tre år, så jeg ham træne motionisterne. Og jeg elskede det. Der var simpelthen sådan en varme, fortæller hun.
Det blev starten på en passion, som hun udlevede i årevis uden at vide, hvilke voldsomme konsekvenser, det faktisk kunne have.
For det var først, da hendes far blev diagnosticeret, at Mia Søgaard Jensen fandt ud af, at boksning øger risikoen for sygdomme som demens og Parkinsons. Og med det lagde hun selv boksehandskerne på hylden. I hvert fald næsten.
Både skurk og helt
I dag bokser hun nemlig ikke selv mere. Ikke i kampe. Men indimellem går hun stadig i ringen og udlever passionen uden rigtige slag, og så har hun holdet for mennesker med Parkinson, hvor en af deltagerne er hendes egen far.
Det kan virke paradoksalt, at hendes far efter mange år som bokser – et liv, der med stor sandsynlighed har givet ham en alvorlig sygdom – stadig frivilligt tager boksehandskerne på. Og at hans datter hjælper ham. Men det er der faktisk en rigtig god grund til.
- Den sport, der har gjort ham syg, er også den, der kan hjælpe ham allerbedst, forklarer Mia Søgaard Jensen.
Kombinationen af at bruge krop og hjerne, som boksning kræver, og de særlige bevægelser, man laver, når man kæmper mod boksebolden, er nemlig noget af det bedste for mennesker med Parkinson. Og når hun ser sin far til træningen, er hun ikke i tvivl om, at det gør en forskel.
- Han kan jo nærmest ikke gå normalt, men når han får boksehandskerne på, så er der noget gammel glæde og temperament, der kommer tilbage. Det er næsten ikke til at forstå.
Finalist – i en skønhedskonkurrence
Mellem Mia Søgaard Jensens mange elever, der har travlt med sjippetove, styrketræning og bokseøvelser, løber også nogle børn. Det er Mias. Hendes datter Anna på fem år kommer spænende i en guldglimmerkjole med en vandflaske til morfar. Indimellem får hendes søn på syv år lov til at tage et par boksehandsker på, og så chatter mor og søn til hinanden.
Hun håber ikke, at nogen af de to bliver ramt af samme boksefeber, som hun selv blev, og i dag forstår hun nok lidt bedre sin egen mor, der altid var imod, at Mia ville være bokser.
- Jeg måtte ikke snakke om boksning derhjemme, og jeg måtte ikke sige, hvis jeg tog til træning eller kamp, fordi min mor var så bange for, at jeg kom til skade.
Faktisk forsøgte Mias mor at få hende på andre tanker ved at melde hende til en skønhedskonkurrence.
- Jeg kom til finalen, og så tænkte jeg ’nej, nej, det er slet ikke mig,’ og så tog jeg til boksning.
Derfor har hun også svært ved at nægte, hvis nogle af hendes egne børn vil gå i mors eller morfars fodspor. Men de kommer ikke til at gøre det på samme uoplyste grundlag, som hun selv gik ind i bokseringen med.
- Jeg håber ikke, at Anna vil bokse. Men hvis hun kommer til mig en dag, så informerer jeg hende om bivirkningerne, siger Mia Søgaard Jensen, som også spekulerer over, om de bivirkninger vil ramme hende en dag.
- Jeg har både miljøet og generne. Så jeg krydser fingre for, at jeg går fri, og så nyder jeg hver eneste dag, og alt det, jeg har, siger hun.
Se det rørende program 'Min far har Parkinson' herunder:
