Minister søger inspiration i Gaden
Ligestillingsminister Marie Bjerre var i dag på besøg i Jomfru Ane Gade. Her søgte hun inspiration til en ny national handlingsplan for at øge kvinders tryghed i nattelivet. For i Aalborg er der flere tiltag, som andre byer måske kan lære noget af.
Tryghed i nattelivet skal på handlingsplanen i Folketinget.
Ligestillingsminister Marie Bjerre (V) var mandag på besøg i Jomfru Ane Gade.
Her søgte hun inspiration til en ny national handlingsplan for at øge kvinders tryghed i nattelivet. For i Aalborg er der flere tiltag, som andre byer måske kan lære noget af. Blandt andet Safe House.
I Safe House tager de hver weekend imod unge, som skal af forskellige former få hjælp, når de er i byen. For nogle er det tryghed, for andre er det et plaster eller et glas vand - eller måske hjælp til at ringe hjem.
Ministeren skal i gang med en national handlingsplan, som skal sikre kvinders tryghed i nattelivet.
- Tryghed i nattelivet, det er en ligestillingsudfordring. For det er særligt kvinder, der er mest utrygge i nattelivet. Og det er det, fordi de i højere grad er udsat for seksuel chikane og desværre altså også voldtægt, siger Marie Bjerre (V).
Et større samarbejde i Nordjylland
Aalborg er første stop på ministerens inspirationstur.
- I nattelivet her er der også etableret et øget samarbejde mellem kommune, politi og restauratører. Og det er interessant for mig at få de input med videre i ministeriet, og måske vi kan udbrede det til resten af landet, siger hun til TV2 Nord.
En anden ting, der adskiller byen fra andre større byer er, at området omkring Jomfru Ane Gade er massivt videoovervåget.
Er det noget, der gør jeres arbejde nemmere og skaber det mere tryghed?
- Ja, det synes jeg faktisk, det gør. Begge dele, lyder det fra Anne Marie Roum Svendsen, der er politidirektør ved Nordjyllands Politi
- Vi kan jo sidde og overvåge live, hvad der foregår ude i gaden, og hvis der er noget under opsejling, så kan vi faktisk dirigere nogle patruljer derhen. Og det sker faktisk ret ofte.
Læring går begge veje
Det er ikke kun ministeren, der har fået noget inspiration i løbet af dagen. For folk fra Safehouse er de også blevet klogere.
- Der er også noget, vi kan tage med heroppe fra Aalborg. Der er blandt andet noget, der hedder "ungeravnene" i nogle af de større byer. Det lyder som noget, der er værd at arbejde videre med heroppe, også i hvert fald, siger Martin Bossen der er medinitiativtager af Safe House.
Der er endnu ingen tidshorisont for, hvornår handlingsplanen forventes at være klar.