Møde med minister aflyst: Det nordjyske erhvervsliv efterlyser klarhed

Det er forskelligt, hvordan virksomhederne både i og omkring de lukkede kommuner, ser på opfordringen til ikke at krydse kommunegrænserne.

Der er stor forvirring blandt virksomhederne i de lukkede kommuner.

For regeringens opfordring til at lade arbejdere i ikke-kritiske funktioner til at arbejde hjemme, lader det være op til den enkelte virksomhedsejers samvittighed at beslutte, om man skal holde åbent eller ej.

- Det er ret kaotiske tilstande vi har med at finde ud af, hvem skal blive hjemme, hvem skal ikke? Hvad er kritiske funktioner? Må man krydse en kommunegrænse, eller må man ikke? Vi har rigtig rigtig mange forvirrede medlemmer, og problemet er, at de taber penge hver eneste dag, siger Jakob Brandt, der er administrerende direktør for SMV Danmark. 

En af de virksomheder, der har taget konsekvensen af regeringens opfordring, er Dansk Boligbyg, der lige nu er ved at bygge 116 boliger for Domea i Brønderslev. De har valgt at indstille byggeriet til 4. december.

Hør om baggrunden for beslutningen her: 

 

- Det er noget makværk

Et af de medlemmer af SMV Danmark, der den senste uge har måtte træffe en stor beslutning, er Malerfirmaet Gadegaard fra Nørresundby. 

- Jeg synes – for at bruge et nordjyske udtryk – at det er noget makværk, siger indehaver Morten Gadegaard. 

Morten Gadegaard har valgt at miderlertidigt opsige de tre medarbejdere han har, der bor i nedlukkede kommuner. På den måde skal han ikke betale løn, og medarbejderne kan få understøttelse. Men det har ikke været en let beslutning, og han så gerne, at han ikke havde været nødt til at træffe den. 

- Jeg vil jo helst, at regeringen meldte ud med det samme, at der var fuld kompensation, og at den kom fra regeringen og ikke os virksomhedsejere, der skal til at lege bank for regeringen, forklarer han. 

Erhvervsorganisationen SMV Danmark har cirka 2.000 medlemmer i Nordjylland, og de mærker uvisheden i flere brancher.

Flere føler de er nødt til at krydse kommunegrænse

Fagforeningen Malerforbundet peger på, at der er en kompensationsordning på vej, og de er derfor ikke enige i, at Morten Gadegaards løsning er god.

- Jeg ved godt, at kompensationsordningen kun støtter med op til 90 procent af timelønnen, så det vil betyde at arbejdsgiveren har en udgift på 550-650 kroner om ugen per medarbejder. Det burde man måske nok kunne vise lidt samfundssind og hjælpe med, siger formand for Malerforbundet i Nordjylland, Carsten Munkholm.

Kan du forstå, hvis fagforeningen synes, det er en dårlig løsning.

- Nej, det kan jeg ikke. Det er altid nemt at sige, når man sidder på den side af skrivebordet, hvor man ikke skal betale selv, svarer Morten Gadegaard. 

Malerforbundet har fået henvendelser fra flere medlemmer i de nedlukkede kommuner, der føler, at de bliver nødt til at komme på arbejde og dermed krydse kommunegrænserne

Aflyste i 11. time

Tidligere i dag skulle der have været et møde mellem erhvervsminister Simon Kollerup, flere nordjyske borgmestre samt repræsentanter fra det nordjyske erhvervsliv. Men mødet blev aflyst i sidste øjeblik.

- Jeg ville gerne have fortalt vores minister, at det giver voldsomt mange problemer mellem vores medarbejdere og virksomhederne at tolke den her kraftige opfordring. Det er ikke en konflikt, som hører til ude i virksomhederne. Det er noget, som regeringen burde have løst for os, siger Jakob Brandt.

I Malerfirmaet Gadegaard har man ikke tid til at tænke over, hvad det betyder for omdømmet, at tre medarbejdere er midlertidigt opsagt, for tidsplanerne de har på byggepladserne, skal overholdes.

- Vi vil jo selvfølgelig gerne alle sammen vise samfundssind, og det kan vi alle forstå, men det skal bare ikke være os, der betaler for det, mener Morten Gadegaard. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland