Mogens "Kom Forbi" Jørgensen modtager Forårsprisen 2018
Foto: AKKC
Mogens Jørgensen er en mand og journalist, alle nordjyder kender og elsker - og derfor bliver han den 32. modtager af Forårsprisen.
Når man i Nordjylland siger Mogens Jørgensen, så laver alle det straks om til Mogens "Kom Forbi" Jørgensen. Den glade journalist på TV2 Nord er uden tvivl den mest kendte i landsdelen, og han har da også i programmet af samme navn i årevis trawlet Nordjylland tyndt for at finde skønne, menneskelige og personlige historier.
Da vi kiggede os omkring i Nordjylland for at finde et menneske, der står for det lyse som foråret og dermed også Forårsmessen, så strålede Mogens Jørgensen om kap med den tiltagende sol.
Nicolaj Holm, direktør i AKKC
Derfor bliver Mogens Jørgensen modtageren af Forårsprisen 2018, som uddeles i forbindelse med Forårsmessen i Aalborg Kongres & Kultur Center.
- Da vi kiggede os omkring i Nordjylland for at finde et menneske, der står for det lyse som foråret og dermed også Forårsmessen, så strålede Mogens Jørgensen om kap med den tiltagende sol. Når vi nu giver Forårsprisen 2018 til ham, er det, fordi han ikke alene glæder rigtig mange nordjyder med sin journalistik og sine indslag, men også fordi han rent faktisk har gjort Nordjylland kendt i resten af Danmark, fortæller Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Sport og nærvær
I manges øjne står Mogens Jørgensen for det umiddelbare, det nære, det folkelige og det fornøjelige, og han tager tingene, som de kommer - og er der en svipser undervejs, så gør det såmænd ikke så meget. Det har gjort Mogens Jørgensens tit været leverandør af stof til blandt andet Natholdet.
Den tidligere AaB-spillers hjerte banker også stadig for sport i Nordjylland. Han er manden bag serien "Ulsted - Nordjyllands dårligste fodboldhold, som han producerede sammen med Hans Peter Rytter. En serie, der blev et stort hit i både Nordjylland og resten af landet.
- Mogens Jørgensen fik Maren Prisen sidste år for tv-udsendelserne, og hans særlige måde at gå ind i stoffet på er solidarisk, kærligt og med blik for det store i det små. Hhan gør os bevægede og får os til at grine foran tv-skærmen. Herligt, fastslår AKKC-direktør Nicolaj Holm.
Prismodtager nummer 32
Udover Maren Prisen, der er en kollegial anerkendelse fra journalistkolleger i Nordjylland, blev han også i 2016 udnævnt til konge - Kong Mogens af Aalborg Karneval.
Mogens Jørgensen kan til efteråret fejre 30 års jubilæum som aktiv journalist. Mogens Jørgensen modtager Forårsprisen på messen FORÅR '18 i AKKC fredag den 16. marts klokken 12, og han bliver prismodtager nummer 32 i rækken. Prisen består af en unik statuette af kunstneren Thorvald Odgaard fra Nibe samt 10.000 kroner og et diplom.
Tidligere vindere af Forårsprisen tæller blandt andre, kogebogsforfatter og tv-vært Kirsten Hüttemeier, entertainer Niels Hausgaard, sanger Lars Lilholt, forfatter Jakob Ejersbo, racerkører Tom Kristensen, tekstildesigner Lene Bjerre, fodboldklubben Hobro IK Fodbold, direktør i JYSK Lars Larsen og hudspecialist og kosmetolog Ole Henriksen.