

Møllgaard udpeger 'magisk' højdepunkt med landsholdet – for andre er det et traume
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Henrik Møllgaard er ikke i tvivl om sit højdepunkt på landsholdet.
Tre gange VM-guld, to vundne OL-finaler og både sølv og bronze ved EM.
Der er nok at vælge imellem, når Henrik Møllgaard skal udpege sit højdepunkt fra en lang karriere i den rød-hvide landsholdstrøje.
Alligevel falder valget på en lidt overraskende slutrunde.
- Mit helt store højdepunkt var jo at få lov til at være med i 2013. Det var noget, jeg ikke troede, skulle ske, siger Møllgaard.
Ved VM i 2013 led Danmark et pinefuldt 16-målsnederlag i finalen mod Spanien, men det er ikke den oplevelse, som Møllgaard tog med fra slutrunden.
- Det var magisk. Og det der traume, det var for nogen at blive fuldstændig ødelagt af Spanien i finalen, det kunne jeg slet ikke mærke.
- Jeg syntes, det havde været verdens fedeste slutrunde, så det at tabe en finale, det var så ligegyldigt. Jeg glædede mig bare til at få chancen igen.
Større end VM på hjemmebane
VM i 2013 var Møllgaards gennembrud til landsholdet, og det hele lod til at falde i hak for den danske forsvarsklippe, som i sæsonen 2013/14 også endte med at blive topscorer i herrehåndboldligaen.
Derfor er slutrunden midt i den sæson også noget, som er indprentet i hukommelsen hos ham.
- Jeg havde en kæmpe slutrunde. Jeg havde Anders (Eggert, red.) på værelset, som løftede mig op, og vi spillede noget fantastisk bold, og vi hyggede os. Nogle af mine bedste røverhistorier er fra den slutrunde.
For Møllgaard var netop dét VM en skelsættende oplevelse – også selvom mange af hans holdkammerater nok havde valgt en anden slutrunde, som deres højdepunkt.
- Selvom VM i 2019 på hjemmebane var vanvittigt på alle mulige måder, så var det altså slutrunden i 2013, som viste, at jeg faktisk var god nok til også at være med landsholdet, siger han.
Danmark spiller VM-finale i dag klokken 18, men du kan følge med hele dagen med optakt på TV2 og TV 2 Play fra klokken 12.15.