Mona Svendsen har første skoledag som lærer – flere vil gå i hendes fodspor
UCN har optaget syv procent flere på læreruddannelsen i 2020 sammenlignet med 2019.
Der er mange lokaler og trapper at finde rundt i, når man første gang bevæger sig ind på en helt ny skole.
Vi håber, at det er starten på en ny bevægelse.
Peter Larsen, uddannelseschef, læreruddannelsen, UCN
Det er den virkelighed, der onsdag ramte mange både elever og lærer. En af de helt nyuddannede lærere, der første gang skulle møde sine elever onsdag, er Mona Svendsen. Hun skal fremover være samfundsfags-, dansk-, tysk-, spansk- og religionslærer på Vejgaard Østre Skole i Aalborg.
- Jeg er meget spændt på dagen i dag (onsdag, red.), siger Mona Svendsen.
Flere lærer på vej
På trods af lidt startvanskeligheder med at finde rundt i den store skolebygning, så er Mona Svendsen klar til livet som folkeskolelærer efter 10 år, hvor hun arbejdede på kontor – et meget stillesiddende job, hvor dagene lignede hinanden. Det regner hun dog ikke med sker på skolen i Vejgaard.
- Jeg skal for eksempel have tre syvende klasser i samfundsfag, og jeg kan godt planlægge det samme til alle tre, men jeg tør vædde med, at det er forskelligt de ting, der kommer ud af det, siger Mona Svendsen.
På UCN i Aalborg er et stort nyt hold lærerstuderende også i gang med første skoledag onsdag. Flere vil nemlig gå samme vej som Mona Svendsen. På UCN har syv procent flere valgt læreruddannelsen i år sammenlignet med sidste år.
- Det bliver sjovt
- Det er jo et rigtig godt tegn, for læreruddannelsen har jo været kendetegnet ved et fald i en årrække, så vi håber, at det er starten på en ny bevægelse, siger uddannelseschefen for læreruddannelsen på UCN, Peter Larsen.
Tirsdag indgik Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening en aftale om lærernes arbejdstid og forberedelsestid – noget som ifølge uddannelseschefen har en positiv effekt for optaget.
- Hele den overordnede samfundsmæssige ramme betyder noget for motivationen til at starte på et lærerstudie, siger Peter Larsen.
På Vejgaard Østre Skole er alting stadig meget nyt, men det slår ikke sådan Mona Svendsen ud.
- Der bliver rigtig meget at holde styr på her i de første uger med at lære navnene at kende, så det bliver sjovt, siger Mona Svendsen.
Mona Svendsen glæder sig særligt til at se eleverne udvikle sig.