Se med her: Musikkens Hus og TV2 Nord inviterer til digital julegudstjeneste

Musikkens Hus inviterer den 24. december til online, musikalsk julegudstjeneste med salmesang, musik og julestemning. Billetterne til de to oprindelige gudstjenester blev revet væk på få timer, men som følge af nye retningslinjer bringer koncerthuset nu både julegudstjeneste og tryllebindende julekoncerter hjem i de danske stuer.

Musikkens Hus skulle oprindeligt have slået dørene op til to musikalske julegudstjenester den 24. december, hvor nordjyderne kunne synge julen ind, og interessen var så overvældende, at billetterne blev revet væk på blot et døgn.

Nu kræver omstændighederne dog, at kulturinstitutionerne atter tænker i kreative baner for at bringe kulturens fællesskab, håb og glæder ud til nordjyderne. 

Musikalsk julegudstjeneste
Foto: Andreas Mathew

Derfor vælger Musikkens Hus at digitalisere gudstjenesterne, således nordjyderne kan overvære den traditionsrige julegudstjeneste direkte hjemme fra stuen.

- Kulturen er et af de helt centrale holdepunkter, som skaber et lyspunkt i mørke tider som disse, og i år har vi alle et ekstraordinært behov for sammenhold. Vi higer efter at samles om noget, hvor bekymringerne og frygten ikke er omdrejningspunktet - og vi tager ikke let på det ansvar, der hviler på os som kulturinstitution i den forbindelse, siger Lasse Rich Henningsen, der er administrerende direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester og fortsætter:

- Derfor er det afgørende, at vi gør os umage for at sikre rigeligt med kunst og kultur på alle ansvarlige og relevante måder, herunder også via digitale platforme, der efterhånden er tilgængelige for de fleste.

De musikalske julegudstjenester vil byde på salmesang, oplæsning fra juleevangeliet og inspirerende taler fra sognepræst Jesper Fodgaard og præst Thomas Willer, mens musikken fremføres af blandt andre solist Margrethe Grarup, der er kendt som en af Danmarks bedste bluessangerinder, akkompagneret af musikere fra Aalborg Symfoniorkester under ledelse af kapelmester Mads Houe Sørensen. Alt sammen fra Koncertsalens enestående omgivelser, hvor det storslåede koncertorgel – med hele 5.450 håndlavede piber – for alvor kommer til sin ret.

Julegudstjenesten kommer til vare cirka en time, og bliver sendt på TV 2 Nord Salto den 24. december kl. 13.00, ligesom begivenheden streames på Musikkens Hus’ Facebookside og YouTube-kanal.

Musikalsk julegudstjeneste
Foto: Andreas Mathew

Seneste nyt

fra Nordjylland